GAFFA.dk - alt om musik
Michael Kiwanukas nye album er et udtryk for, hvordan han ser på sig selv og på livet. GAFFA har taget en snak med stjernen om lyset, der kommer efter mørket og om, hvad der bekymrer ham mest af alt.
I John F. Kennedy-lufthavnen står en yderst aktuel, britisk soulsanger og taler konstant i telefon. Det er sådan, det oftest ser ud, når Michael Kiwanuka skal ud at flyve. Hans telefontid indledes, så snart han er spændt fast i sikkerhedsselen og ophører først i samme øjeblik, som personalet beder ham om at sætte mobilen til flytilstand.
Han har en del at indhente. Lange pressedage, der trækker ud. Aftaler, der hiver i ham og tv-shows, der vil placere ham i diverse sofaer i diverse tv-studier. Så bliver man nødt til at drage fordel af tiden og tale i telefon i ventetiden.
Det er en strålende sensommerdag i New York. Solen skinner, og prognosen, som lovede 24 grader, ser ud til at holde stik. Ifølge Michael Kiwanuka, altså. Selv sidder jeg nogle tusinde kilometer mod øst og kan kun stole på, hvad han siger. Imens tænker jeg over, hvordan vi aldrig nogensinde herhjemme ville kunne nå 24 grader på nuværende tidspunkt.
En forfærdelig historie
I løbet af foråret fik den 32-årige londoner et nyt forhold til "byen, der aldrig sover", da titelnummeret fra hans forrige album Love & Hate blev brugt i soundtracket til en specielt kraftfuld episode af den virkelighedsbaserede Netflix-serie When They See Us. Her bliver fem teenagedrenge fejlagtigt dømt for en brutal voldtægt i Central Park. Sangens lange, ulmende intro gør sin musikalske entré, ligesom hovedpersonerne gør sig klar til deres første dag i retssalen.
"I believe / She won't take me somewhere I'm not supposed to be / You can't steal the things that God has given me / No more pain and no more shame and misery"
Kiwanuka giver stemme til frygten, lidelsen og fortvivlelsen af den uskyldige ungdom, der med ét blev taget fra dem.
– Nogle år inden jeg blev bedt om at bidrage med sangen, havde jeg læst om sagen om "Central Park Five", og det virkede som en helt vanvittig og utrolig historie. På forhånd vidste jeg ikke, hvordan serien ville komme til at se ud, men da jeg så sad hjemme og så den, endte det med at være en meget gribende og kraftfuld oplevelse. Jeg glædes, når musik er med til at forstærke andres kunst og kreationer, og det var stort, at jeg kunne være med til at bidrage til en lille del af det. Det var lidt en drøm, der gik i opfyldelse, men samtidig var det jo en rystende sag.
Situationen, som ramte kvintetten, er selvfølgelig langt fra Kiwanukas eget liv, men han har ingen problemer med at sætte ord på, hvor hårdt det ramte deres liv, inden retsvæsenet slog sine klør i dem og gjorde en ende på alt.
– Det ville være forkert af mig direkte at sammenligne mig selv med dem, for jeg har altid været en fri mand, som aldrig nogensinde er blevet beskyldt for noget så uretfærdigt og smertefuldt. Men på den anden side; i første afsnit, eksempelvis, før alt går galt, hvor de hænger ud på spisesteder og kommer hjem fra skole med rygsækken hængende på skulderen... Det er ikke fjernt fra, hvordan jeg selv voksede op som teenager. Mine forældre var førstegenerationsindvandrere i et nyt og fremmed land og kæmpede ligesom forældrene i serien for at få hverdagen til at hænge sammen. Det relaterer jeg bestemt til.
Lyset efter mørket
Sangerens nye album Kiwanuka – det tredje af slagsen – er udtryk for, hvordan han selv ser på livet og sig selv. Og til tider er det lidt dystert. Jeg foreslår, at rækkefølgen af sange på albummet kan anskues som en livscyklus. ”Hard to Say Goodbye”, ”Final Days” og interluden ”Loving the People” efterfølges af ”Solid Ground”, og albummet slutter med ”Light”. Det hele kan tolkes som nogens vej mod efterlivet.
– Wow, det har jeg ikke hørt før, men jeg kan godt forstå, hvad du mener. Jeg forsøger så meget som muligt at give plads til, at folk kan skabe deres egne fortolkninger. Tingen med det her efterliv er, at det for mange forbindes med paradiset, hvor alt er fredeligt – du ved, "Hvil i fred" og så videre. Hvad jeg mente med lys var, at der er ikke mange ting i livet, som kun har en positiv association, men ”lys” er én af dem. Det er vanskeligt at forbinde lys med noget negativt. Hvis du bruger ordet er det i en positiv forstand, og det var det, jeg ønskede at afspejle med sangen – men det kan hurtigt også blive koblet sammen med himlen. Jeg er fascineret af mørket, og hvorledes en mørk tid afsluttes med lysets fremtræden.
Mørke, ja. For tiden bliver vi bombarderet med dramatiske overskrifter om klimaforandringer, Brexit, droneangreb i Mellemøsten og så videre. Hvordan er du som person; tænker du over tingene, eller forholder du dig relativt ubekymret?
– Jeg vil sige, at jeg tager tingene, som de kommer. Ofte handler det om mindre ting i hverdagen. Om mine forældre har det godt, eller at jeg bekymrer mig over, at jeg ikke kan lave musik. Sådan nogle ting.
Apropos, så har jeg funderet over, hvor meget du som musiker går og bekymrer dig over eksempelvis at skade dine hænder, så du ikke kan spille? Eller at du bliver syg, så du pludselig ikke kan synge? Det er jo dine værktøjer, når alt kommer til alt.
– Absolut, det er 100 procent sådan noget, jeg kan gå og bekymre mig om. Mærkeligt nok synes jeg, at jo mere jeg bekymrer mig, jo større risiko er der for, at det rent faktisk hænder. Besynderligt! Før i tiden, før jeg skulle optræde på en pub eller lignende, plejede jeg at blive ængstelig nogle dage før. Så blev jeg pludselig syg af feber og slem halsbetændelse. Det skete måske to-tre gange årligt, men så snart jeg begyndte at stoppe med at tænke så meget over det, så holdt det op. Det lyder vanvittigt, men det er ikke desto mindre sandt. Det er mærkeligt, hvordan man kan projicere ting til sig selv på den måde. Der er nok ingen videnskab til grund for det, jeg siger, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg kunne ligge sengelagt i to uger med ondt i halsen. Men så snart jeg stoppede med at bekymre mig, så ophørte det.
Stemmen er som nævnt et værktøj, ikke mindst i din nye sang ”Hero”, der i første vers går i en slags mærkelig slowmotion. Nu er spørgsmålet så, hvordan kommer den til at lyde live?
– Ja, men stemmen er pitched ret langt ned. Jeg kan godt synge i den toneart, og det lyder faktisk ret meget som i sangen, trods alt. Lige nu er der nogle sange, som vi ikke er sikre på, hvordan vi skal fremføre live, for de er ret svære at få til at lyde som på albummet. Når man skriver sange i studiet, tager det altid lidt længere tid at finde ud af, hvordan de skal spilles live. Men det bliver sejt!
Men kan man ikke også sige, at det godt kan være sjovere at opleve en artist eller et band live, hvor de omarrangerer visse sange? Hvor fedt er det egentlig lige at høre den eksakt samme version af en sang, som den lyder på pladen?
– Jo, jeg elsker det. Når man lytter til liveplader med artister fra fortiden, som James Brown, kan du tydeligt mærke, at de spiller en sang, som hovedsagligt er baseret på studieversionen, men at de stadig formår at tilføre fremførelsen ny energi og gøre den unik. Det er det fantastiske ved livemusik; alt kan ske, og selvom du kan lide sangen, som den oprindeligt var, bliver det stadig et ekstra specielt øjeblik. Der er for lidt udfoldelsesplads i et studierum. Som sagt, jeg elsker det live.
Nu er det som på ”Hero” jo ikke første gang, du prøver at ændre på din stemme, men har du nogensinde overvejet at gøre noget så radikalt anderledes, som Bob Dylan gjorde på Nashville Skyline? Her sang han jo med en helt anden stemme gennem hele albummet?
– Argh. Nej, det har jeg ikke. Allermindst lige nu af alle tidspunkter. Jo mere du er i studiet, jo mere selvsikker bliver du og prøver forskellige ting af, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil gå så langt, haha! Men det er en af mine yndlingsplader fra Dylan. Han lyder som en helt anden person, og i virkeligheden er det jo egentlig lidt sygt, at det fungerede. Hans legesyge er en af de ting, som jeg elsker ved ham. Jeg ved faktisk ikke, om der er nogen andre, der har prøvet at gøre det samme, hvor man lyder som en helt anden.
Fortsat samarbejde med farlig mus
Muswell Hill-sønnen er vældig forventningsfuld over at udgive Kiwanuka, som er produceret med samarbejdspartneren Brian Burton, aka Danger Mouse. Selvom de også samarbejdede på Love & Hate, synes de to ikke at have udviklet en mentalitet, som var de et gammelt ægtepar:
– Brian er meget erfaren og har et ret klart billede af, hvad han vil kreere og gøre, når det kommer til sin kunst. Han er muligvis en smule mere stædig i studiet end jeg selv, men jeg tror, at meget i den henseende handler om smag. Hvis du føler dig sikker på, at den person, du arbejder sammen med har en god smag, så skal du stole på dennes beslutning og omvendt. Du skal stole på, at I svømmer i samme retning. At være uenige kan være fint af og til, men i helhedsbilledet handler det om samarbejdet. I alt samarbejde indgår en vis form for accept. At tolerere andres mangler og forskelle. Verden ville have godt af at blive mindet om det. Samtidig kan de personer, der af natur stræber efter enighed og fremdrift i processen, til tider glemme deres egen indsats og at opfylde deres egne behov.
På den psykedeliske single "You Ain't the Problem" fokuserer Michael Kiwanuka på det faktum, at vi skal lære at acceptere os selv, når omgivelserne siger noget andet.
– Tit og ofte gør vi vores egne mangler større, end de reelt er og fortæller måske os selv, at det er hos os, at fejlen ligger. Vi må stoppe med at være så hårde ved os selv.
Når man bliver træt af musik
Udefra set kan vi musikfanatikere måske have svært ved at sætte os ind i, hvordan man dog kan blive træt af musik. Hvordan i helvede fungerer det? Når vi så tvinges af ufrivillige omstændigheder til at sidde i tavshed eller lave noget helt andet, går det op for os, at det kan være sundt og beroligende med afholdenhed. I hvert fald indtil det er tid til rengøring. Tilbagevendelsen til at høre musik sker så med nye, friske ører og et friskt sind. Personligt er jeg godt selv klar over, at jeg burde tage sådanne pauser noget oftere. Michael Kiwanuka, han gør det allerede.
– Bestemt, jeg bliver ofte træt! I stedet hænger jeg bare derhjemme og ser film eller tager ud og er sammen med venner. Tidligere hadede jeg enkle husholdningsopgaver. Når jeg kom hjem fra turnéer eller fra studiet, og jeg så skulle tømme opvaskeren eller vaske op – det var det værste! Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg lidt ændret holdning og synes egentlig, at det efterhånden er meget behageligt.
Det at drage på turné formoder jeg skaber en slags dobbeltliv?
– Ja, når man er hjemme, er man omgivet af sine nære og kære og kan møde dem tre gange på en uge, eksempelvis. Lave spontane ting. Når du rejser, er det af åbenlyse grunde ikke muligt. For nylig har vi fået en hund, så jeg går ture med ham og forsøger at opdrage på ham. Det er endnu en af de her hverdagsting, som jeg plejede at hade, men nu har lært at elske.
På køleskabsdøren derhjemme ved jeg, at du har klæbet en masse små billeder op. Vil du fortælle, hvad det er for noget?
– Ja, ja, absolut, siger han grinende. Det er polaroider. Fotografering er en af mine hobbyer, og selv min kone kan lide at tage billeder. Mange af billederne er fra vores gamle hjem. Hver gang vi har venner på besøg, plejer vi at tage polaroidfotos, og så hænger vi dem op på køleskabet. På den måde mindes vi de lejligheder og stunder. Det er rigtig dejligt at have. Især når du som mig ikke er hjemme i måneder ad gangen, og så komme hjem til synet af et stort galleri af alle de venner, man ikke har set længe.
