Nyhed

Pete Townshend beklager kontroversielle kommentarer om afdøde The Who-bandmedlemmer

GAFFA.dk – alt om musik

I et interview med Rolling Stone udviste Pete Townshend taknemmelighed for, at Who-medlemmerne Keith Moon og John Entwistle var døde.

"Gudskelov er Keith Moon og John Entwistle her ikke længere. De var fucking besværlige at spille sammen med. De kunne aldrig finde ud af at danne deres egne bands. Jeg tror, min musikalske disciplin, min musikalske effektivitet som en rytmespiller, holdt bandet sammen".

LÆS OGSÅ: Pete Townshend debuterer som romanforfatter


Sådan lød det fra The Who-grundlæggeren Pete Townshend, da han gav et interview med Rolling Stone i mandags. Nu er Townshend gået til Facebook-tasterne for at undskylde for de kontroversielle kommentarer, der skabte flere overskrifter og skuffede mange The Who-fans rundt om i verden.

"Jeg var ironisk på min egen engelske måde ved at foreslå, at det her var noget jeg er glad for,” skriver The Who-guitaristen og fortsætter med at italesætte den enorme kritik, han har mødt efter sine udtalelser:

“Jeg kan godt forstå, at en del mangeårige fans af The Who bliver såret over, hvordan det virker, når de læser overskriften. Jeg håber dog bare, at de kender mig godt nok til at vide, at jeg siger sandheden så meget som jeg kan, men jeg fortæller også begge sider, og den positive del er blevet udeladt i overskrifterne”. 


Townshend siger yderligere, at hans kommentarer blot reflekterede de frustrationer, han oplevede, mens han forsøgte at spille musik med så talentfulde, særprægede musikere.

“Ingen kan nogensinde vide, hvor meget jeg savner Keith og John, som mennesker, som venner og som musikere”, skriver Townshend og fortsætter:

“Den kemi, vi delte i studiet mangler på det nye album, og det føles altid forkert at prøve at genskabe det uden dem, men jeg formoder, at vi altid vil være fristet til at prøve. Den dag i dag er jeg stadig sur på Keith og John over, at de døde. Nogen gange viser jeg det. Det er selvisk, men det er sådan, jeg har det”. 


Herefter forklarer The Who-guitaristen, at hans kommentarer ikke skulle tages bogstaveligt grundet hans engelske ironi og tilføjer:

“Jeg kan være taknemmelig for at være fri som spiller og sangskriver, men trist over at have mistet mine gamle venner. Det føles ironisk, og det gør mig også sur.”

LÆS OGSÅ: The Who annoncerer første album i 13 år – hør single

I slutningen af sit lange Facebook-opslag undskylder Townshend til sine afdøde bandmedlemmers familier:

“Til Keith og Johns familiemedlemmer, især Chris Entwistle og Mandy Moon, undskyld for overskrifterne, og for tankeløst at have brugt de ord, som jeg gjorde – men i de sidste tre måneder har jeg givet så mange interviews, at jeg mister fokus og tålmodighed. Jeg tilgiver mig selv. Jeg håber, at de også kan tilgive mig. Jeg elskede deres fædre, og det gør jeg stadig.”

The Who har i løbet af deres lange karriere udgivet 11 studiealbum, begyndende med debutalbummet My Generation fra 1965 og senest Endless Wire fra 2006. Den 6. december udkommer det 12. studiealbum, der blot har fået titlen Who.

Herunder kan du læse hele den lange undskyldning fra Townshend

ANNONCE