Nyhed

Boundaries og Fugleflugten på fælles Danmarkstour

GAFFA.dk – alt om musik

De alternative rockgrupper Boundaries og Fugleflugten annoncerer fælles efterårsturné, hvor de to danske bands gæster ni spillesteder – sammen. 

Boundaries og Fugleflugten er begge danske rockgrupper med en forkærlighed til shoegaze. En genre af repetitiv rock, der har fået sit navn efter de introverte især britiske bands som My Bloody Valentine, Ride og Slowdive, der i slut-80'erne og start-90'erne skabte genren, da de på scenen havde for vane at kigge ned, imens de drømmende guitarriffs foldede sig ud i det uendelige.

LÆS OGSÅ: VIDEOPREMIERE: Lydmor er træt af gamle hvide mænd


Og det er netop denne forkærlighed, der har bragt Boundaries og Fugleflugten sammen, når de den 3. oktober begynder deres fælles efterårstour på Atlas i Aarhus. Til koncerterne kan man opleve, hvordan de to bands mestrer de repetitive mønstre og euforiske guitarladninger, der er kendetegnet for shoegaze-genren, men som begge bands tilføjer deres særegne præg, der hos Boundaries er mere rocket støjende og hos Fugleflugten er drømmende melodisk. 

Begge grupper kom frem i 2017, hvor Fugleflugten udgav ep'en Bølgevækker, hvorpå radiohittet "Alt Der Glimter" var at finde. I år har de udgivet albummet Morgenlysskær, der tæller sange som "Mig og Migselv" og "Salamander". Boundaries gjorde sig bemærket med deres debutsingle "Composure" i 2017. Året efter var gruppen klar med en selvbetitlet ep, hvor sangene "Always A Way" og "Push" blandt andre er på. 

Denne tour er således første Danmarksturné for begge bands, og én ting er sikkert, og det er, at både Boundaries og Fugleflugten bestemt holder øjenkontakten med publikum. 


Billetter kan købes på spillestedernes respektive hjemmesider. 


Den 3. oktober
Atlas, Aarhus

Den 4. oktober
Vega, København

Den 5. oktober
Skråen, Aalborg

Den 10. oktober
Tobakken, Esbjerg

Den 11. oktober
Posten, Odense

Den 12. oktober
Mejeriet, Sønderborg

Den 18. oktober
Bygningen, Vejle

Den 19. oktober
Godset, Kolding

Den 25. oktober 
Templet, Lyngby

ANNONCE