Nyhed

Poul Krebs tager Små Sensationer med på 25-års jubilæumsturné

GAFFA.dk – alt om musik

2020 markerer 25-året, siden Små Sensationer udkom, og for at ære albummets betydning, både for Poul Krebs og hans lyttere, drager aarhusianeren på jubilæumstour og tager det skelsættende album med på sætlisten. 

I 1995 fik aarhusianeren Poul Krebs plads i den danske kulturarv med albummet Små Sensationer, hvor gennembrudssangen “Sådan nogen som os” var på. I dag kender de fleste til Poul Krebs' musik, og af GAFFA er han kaldt "en institution i den danske musikverden".  

Nostalgien ved Små Sensationer får vi nu lov til at genopleve, når Poul Krebs til næste år tager albummet i sin helhed med på jubilæumstour rundt i Danmark for at fejre musikken. Tourens første stop er Horsens den 27. februar, og den slutter i København den 22. marts. Alle datoer og spillesteder kan ses nedenfor.


LÆS OGSÅ: Flere navne til hyldestkoncert for Springsteen

Ved udgivelsen i 1995 interviewede GAFFA Poul Krebs om ”Små sensationer”, hvor aarhusianeren fortalte: – Jeg er træt af opfattelsen af, at det er i tv, tingene sker. Jeg er træt af action-tendensen og de store overskrifter. Lad os blive fri for bombardementet af terrorporno og orgieindtryk. Man fjerner fordybelsen og glemmer hverdagens små perler. For mig handler det om at læse mellem linierne i en søgen efter noget mere fundamentalt og finde de små sensationer. 

Poul Krebs' band består af Troels Skjærbæk (bas), Rune Kjeldsen (guitar), Palle Hjorth (tangenter) og Rasmus Valdorff (trommer).


Turnéen ser ud som følger:

Den 27. februar
Horsens Ny Teater, Horsens

Den 28. februar
Teatersalen, Herning         


Den 29. februar
Odeon, Odense

Den 4. marts
Musikhuset, Aarhus

Den 5. marts
Slagelse Musikhus, Slagelse

Den 6. marts
Kulturværftet, Helsingør

Den 7. marts
Portalen, Greve

Den 13. marts
Folkets Hus, Struer

Den 14. marts
Royal Stage, Aalborg

Den 21. marts
Tobakken, Esbjerg

Den 22. marts
Det Kongelige Teater, København

Billetsalget er i gang.

 

ANNONCE