Nyhed

Medarrangør af skandaleramte Fyre Festival afholder virtuel festival

GAFFA.dk – alt om musik

Yungblud, Chromeo og A Boogie Wit Da Hoodie er blandt de optrædende

Virtuelle festivaler er allerede blevet et fænomen i disse coronatider, og nu er der endnu en på vej, med en måske lidt overraskende skikkelse som bagmand. Det drejer sig om Andy King, der var producent på den skandaleramte Fyre Festival, der skulle have fundet sted i april 2017 på øen Great Exuma på Bahamas, men kollapsede på så dramatisk vis, at det har givet anledning til hele to dokumentarfilm. Herhjemme er den mest kendte nok Netflix' Fyre: The Greatest Party That Never Happened fra 2019.

Andy King har en fremtrædende rolle i denne film, idet han her udtaler de berømte ord, at han var villig til at "gøre hvad som helst", herunder at "sutte pik" for at få en sending af Evian-kildevand frem til den tørstende festivalplads, hvor ingenting fungerede, og som publikum ikke kunne komme hjem fra.


Dette har gjort ham til et viralt fænomen, der ifølge NME er blevet tilbudt sit eget talkshow, har fået sin egen Evian-flaske med sloganet "So good you’d do anything for it”, og som i april skulle have været på en foredragsrække i England om festivalen, hvor alt gik galt – en foredragsrække, som dog er aflyst grundet forsamlingsforbuddet i England.

Nu gælder det så den virtuelle festival Room Service Festival, hvor der ikke burde være så meget, der kunne gå fejle. De optrædende navne er Yungblud, Chromeo, A Boogie Wit Da Hoodie, Channel Tres, RAC og mange flere, og alle penge, der bliver samlet ind i forbindelse med fesivalen, vil blive doneret til nonprofit-organisationerne Feeding America og Sweet Relief, skriver NME.

Festivalen bliver afholdt 24.-26. april på Trap Nation og Chill Nations YouTube-kanaler. Dermed bliver den næsten afviklet på treårsdagen for Fyre Festival, som skulle have fundet sted 28.-30. april 2017.


Fyre – festivalen, hvor alt gik galt

Fyre Festival blev solgt som en ekstraordinær festival med mad i Michelinstjerne-niveau, overnatning i luksustelte og optrædende kunstnere som Blink 182, Lil’ Yachty, Rae Sremmurd, Migos, Disclosure og Major Lazer. Prisniveauet på billetterne antydede da også luksus, da de kostede op mod 90.000 danske kroner.

I stedet for luksus blev deltagerne dog mødt af kaos, da de ankom til festivaløen i Bahamas. Kunstnerne havde aflyst, teltene var efterladte nødhjælpstelte, og maden var langt fra Michelinklassen, som deltagerne havde betalt for, men flymad på økonomiklasseniveau.


Derudover kunne gæsterne ikke slippe væk fra øen igen, da der ikke var fly nok, og desuden strejfede vilde hunde omkring. Det fik flere af deltagerne til at sammenligne situationen med filmserien Hunger Games og klassikeren Fluernes Herre, hvor en gruppe børn på en øde ø ender i alles kamp mod alle.

Festivalen blev til sidst officielt aflyst og deltagerne fløjet tilbage til fastlandet.

Fyre Festivals bagmand, Billy Macfarland, afsoner for tiden en straf på seks års fængsel for dokumentfalsk i forbindelse med festivalen. Han har anmodet om løsladelse grundet coronavirus i fængslet.

LÆS OGSÅ: Fup-arrangør vil løslades grundet COVID-19

Rapperen Ja Rule var medarrangør af festivalen, og han er efterfølgende også blevet sagsøgt, dog ikke for økonomisk kriminalitet, men "blot" for ikke at levere den lovede festivaloplevelse.

Se en trailer til Room Service Festival:

ANNONCE