Nyhed

Esbjerg Fuzztival offentliggør headliner for fredagen og yderligere navne

GAFFA.dk – alt om musik

Greenleaf, Hazemaze, Vokonis og The Goners er blandt de første navne på plakaten

Esbjerg Fuzztival 2020 var en af de eneste og ikke mindst blandt de første festivaler, der gennemførte under COVID-19-pandemien i 2020. Dengang havde den danske musikscene meget fokus på den i 2018 etablerede og dermed forholdsvis unge festival. Arrangørerne Thomas Sørensen og Bo Sejer havde et tæt samarbejde med både myndighederne og ikke mindst Tobakken.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW: Esbjerg Fuzztival i pandemiens skygge


Nu offentliggøres headlineren til fredagen. Det er svenske Greenleaf (billedet). Arrangørerne skriver i deres pressemeddelelse: ”Greenleaf bliver hovedattraktionen fredag den 21. maj ved Fuzztivals dag 1. Det svenske band, der særligt er kendt for frontmanden Arvid John Hällagårds intense liveoptræden, har spillet siden starten af årtusindet og har haft et væld af andre prominente medlemmer fra bands som Lowrider, Truckfighters og Dozer involveret. Men først med 2014-albummet ”Trails and Passes” slog de for alvor igennem lydmuren og har sidenhen cementeret sig som ét af Europas førende 70'er-inspirerede hårde rockbands."

Greenleaf er ikke det eneste navn i denne omgang: Ud over fredagens hovednavn har Fuzztival booket grupperne Hazemaze, Vokonis og The Goners, der alle har hjemme i Sverige, og som egentlig skulle have været på plakaten i maj 2020. Grundet at festivalen måtte flyttes til september i 2020, måtte de tre bands melde afbud og fik i stedet tilbudt en plads i 2021.

Fra Norge kommer Kryptograf, der tog anmelderne med storm, da de udgav deres første album tidligere på året. Lokale Vestjysk Ørken blev offentliggjort igen i år,og igen har de fået æren af at åbne festivalen. Det er ligeledes blevet meddelt, at de vil være det eneste danske indslag i 2021:


”Vi havde planlagt et internationalt og meget varieret program i 2020, men måtte af flere indlysende årsager hive danske bands ind i stedet. Det er der i sig selv ikke noget galt med, da niveauet i Danmark er tårnhøjt – men ambitionen med Fuzztival er at tiltrække musik og bands, der ellers aldrig ville komme til at spille på vores egne. Af samme årsag har vi i 2021 taget konsekvensen og kun kigget på bands uden for de danske grænser, men dog inden for de europæiske – just in case!” udtaler festivalens talsmand Bo Sejer.

I års hovednavne var blandt andet Uffe Lorenzen, Causa Sui og Papir, der alle sammen leverede flotte koncerter. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Mere end solid andendag på Esbjerg Fuzztival


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Esbjerg Fuzztival i pandemiens lys i Vestjyllands hovedstad

Esbjerg Fuzztival finder sted på Tobakken i Esbjerg den 21 og 22. maj 2021. Fredag er der lovet seks bands, hvoraf ét vil spille et dobbeltsæt af 2x60 minutter, samt syv bands lørdag. Partout-billetter er sat til salg og kan findes på www.fuzztival.com, hvorimod 1-dagsbilletter sættes til salg senere i 2021.

Yderlige informationer om Esbjerg Fuzztival:

  • Festivalen er non-profit, og arrangørerne tjener således ikke penge på festivalen. Fuzztival er blandt andet støttet af Statens Kunstfond samt Tobakken Esbjerg.
  • Esbjerg Fuzztival er en byfestival, det vil sige, at der ikke tilbydes camping på festivalpladsen.
  • Musikken der dyrkes, er 1970'er-inspireret rockmusik: særligt stoner, heavy-psych og doom, men arrangørerne mener, at alle der kan lide god rock, vil finde sig hjemme til Esbjerg Fuzztival.
  • Ud over et varieret musikprogram, hvor der både er plads til det helt tunge samt det melodiøse og progressive, har festivalen hvert år budt på et udvalg af specialøl for publikum. I 2021 er æren igen faldet til Fanø Bryghus.
ANNONCE