Nyhed

Jazzhus Montmartre ramt af svindel

GAFFA.dk – alt om musik

Bogholder overførte 600.000 kroner til sig selv

Det københavnske spillested Jazzhus Montmartre har været hårdt ramt inden for det seneste lidt mere end et år. Tidligere på året var spillestedet lukningstruet grundet coronakrisen, og nu skriver Politiken, at Montmartre i efteråret 2019 blev udsat for økonomisk svindel af en nu fyret bogholder, som lykkedes med at overføre næsten 600.000 kroner til sig selv, inden vedkommende blev opdaget, bortvist og politianmeldt.

Avisen har set på spillestedets netop offentliggjorte årsregnskab for medio 2019 til medio 2020, hvor man kan læse følgende:  


"Selskabets tidligere bogholder foretog i efteråret 2019 en række irregulære hævninger. Selskabet har taget retskridt for at søge erstatning." Beløbet er i alt 597.350 kroner.

GAFFA har spurgt Montmartres administrerende direktør Jonas Dyrved om, hvordan svindelen kunne ske.

600.000 kroner er forsvundet, det er da mange penge, især for en forholdsvis lille virksomhed som jeres?


– Ja, desværre. Vi har haft en bogholder, der har lavet nogle dobbeltposteringer, altså en række mindre overførsler, som er blevet camoufleret som almindelige overførsler til de sædvanlige kreditorer, så der gik to-tre måneder, inden vi opdagede det.

Har I strammet op på jeres revision nu?

– Ja, så snart vi opdagede det, strammede vi op og har også flyttet vores bogholderi ud til PwC, som også er vores revisor, og der er kommet så mange sikkerhedsprotokoller, så det burde ikke kunne ske igen. Vi har lært af den sag.


Har du en formodning om, at I kan få pengene tilbage?

– Der kører en politisag lige nu, og det har jeg ikke nogen kommentarer til, men vi håber på det bedste.

Årsregnskabet viser i øvrigt et underskud på 501.245 kroner og en negativ egenkapital på 179.875 kroner pr. 30. juni 2020.

Svindelen har dog ikke noget at gøre med den krise, Jazzhus Montmartre tidligere på året var ude i, idet et bestyrelsesmedlem har ydet et rentefrit lån til spillestedet på 450.000 kroner til at kompensere for tabet, skriver Politiken.

Montmartre blev reddet i september takket være både offentlige og private donationer. I sit årsregnskab skriver Montmartre, at stedet forventer at have retableret sin egenkapital på 125.000 kroner ved udgangen af 2021.

LÆS OGSÅ: Jazzhus Montmartre er reddet

Hvordan går det ellers nu, Jonas Dyrved, I blev jo reddet i september?

– Vi har udsigt til at kunne gøre en masse fantastiske ting i de kommende år, så vi glæder os bare til, at vi kan få lov at åbne igen. De sidste tre-fire år har vi jo arbejdet på at udvikle Montmartre fra at være et spillested til en kulturinstitution for jazzen. Blandt andet har vi en del koncepter, der fokuserer på børn og unge, og vi har samarbejder med andre aktører, blandt andet glæder vi os til at holde finalen i JazzDanmarks ung-konkurrence, Jazzkonkurrencen. Og vi glæder os til at komme ud på skolerne og holde en masse kvalitetskoncerter.

Montmartre har rødder tilbage til 1959 og har sat København på jazzens verdenskort i årtier, ikke mindst i 1960'erne og 1970'erne, hvor stjerner som Dexter Gordon, Ben Webster og Stan Getz optrådte på klubben. Montmartre var dog lukket fra 1995-2010.

Spillestedet har atter haft koncerter dette efterår, men er nu blevet lukket ligesom alle landets øvrige koncertsteder grundet den stigende coronasmitte. Næste programsatte koncert er med den nye danske gruppe Tabloid den 7. februar.

ANNONCE