Nyhed

VIDEO: Dave Grohl og Greg Kurstin fortolker Drakes "Hotline Bling"

GAFFA.dk – alt om musik

Markerer den jødiske højtid Chanukkah

Foo Fighters-forsangeren Dave Grohl og produceren Greg Kurstin har hen over weekenden udgivet tre videoer, hvor de fortolker henholdsvis Mountains "Mississippi Queen", Drakes "Hotline Bling" og Peaches' "Fuck the Pain Away" med Grohl på sang og trommer og Kurstin på keyboard. Se deres version af "Hotline Bling" ovenfor.

Sangene er den anden, tredje og fjerde i en serie på otte, hvor Grohl og Kurstin fortolker numre af jødiske kunstnere i anledning af den igangværende jødiske højtid Chanukkah. En højtid, der også er kendt som en lysfest, som finder sted over otte dage, som regel i december, og som fejrer genindvielsen af templet i Jerusalem i år 165 før vor tidsregning, efter at grækerne havde vanhelliget det.


Serien begyndte i sidste uge med en fortolkning af Beastie Boys' "Sabotage".

LÆS OGSÅ: VIDEO: Dave Grohl og Greg Kurstin fortolker Beastie Boys' "Sabotage"

Dave Grohl fortæller følgende om projektet i en teaservideo:


"I år, i stedet for at spille en julesang, blev Greg og jeg enige om at fejre Chanukkah ved at indspille otte sange af otte berømte jødiske kunstnere og udgive en sang hver aften under Chanukkah."

"Med al galskaben fra 2020 i tankerne talte Greg Kurstin og jeg om, hvordan vi kunne gøre Chanukkah ekstra-speciel i år. Lysfest? Hvad med en festival med saftige slik? Så hold godt fast i jeres bagdele – vi har noget helt særligt på vej til jeres smukke ansigter."

Greg Kurstin er i øvrigt jøde, Dave Grohl er ikke jøde og har gået i katolsk skole, men betragter ikke sig selv som religiøs.


Se også Grohl og Kurstins fortolkninger af Mountain og Peaches nedenfor.

ANNONCE