Nyhed

Coldplay udgiver ny ep og kortfilm

GAFFA.dk – alt om musik

Reimagined er akustiske versioner af sange fra kvartettens seneste album

I november sidste år udgav briterne i Coldplay deres ottende album i rækken: Everyday Life, der blandede alskens genrer i ét dobbelt-album med globalt udsyn.

Coldplay har nu udvalgt tre sange fra Everyday Life – ”Broken”, ”Champion of the World” og ”Cry Cry Cry”, beskåret deres lyd og udgivet dem på ep’en Reimagined.


Den minimalistiske tilgang til skæringerne resulterer også i, at det kun er to af Coldplays fire medlemmer, der medvirker på udgivelsen: forsanger Chris Martin og guitarist Jonny Buckland.

Indtil videre er Reimagined kun tilgængelig på Apple Music, men du kan høre dele af sangene her.

Coldplay har også udgivet en medfølgende kortfilm med titlen Colplay: Reimagined. Du kan se en trailer til kortfilmen nederst.


”Vi prøvede at beskære nogle af sangene, som allerede var ret minimalistiske. Det gjorde vi ved at fjerne to bandmedlemmer,” griner Martin i traileren.

Everyday Life blev mødt med forholdvis rosende ord fra GAFFAs anmelder Nicoline Steen, der gav albummet fire stjerner og kaldte det for ”politisk verdensmusik i varierende kvalitet”.

Coldplay er desuden nomineret til en GAFFA-Pris i kategorien "Årets internationale band" ved siden af grupper som Nick Cave & The Bad Seeds, Rammstein, Bon Iver og Backstreet Boys.


LÆS OGSÅ: HITLISTENYT: Cohen og Coldplay debuterer i top 10

 

ANNONCE