Nyhed

Nye kunstnere til Tønder Festival – og hovednavn aflyser

GAFFA.dk – alt om musik

Mary Gauthier, Irish Myhen og Leonard Cohen-hyldest kommer – Arlo Guthrie aflyser

Tønder Festival har netop offentliggjort en stribe nye navne samt en aflysning. Aflysningen kommer fra et af festivalens hovednavne, den amerikanske veteran Arlo Guthrie, der uden nærmere forklaring har afmeldt sin optræden på den danske festival.

Til gengæld kommer blandt andre amerikanske Mary Gauthier, canadiske Irish Mythen, skotske Red Hot Chili Pipers og en dansk hyldestkoncert til Leonard Cohen med blandt andre Claus Hempler, Steen Jørgensen og Signe Svendsen.


Den amerikanske sanger og sangskriver Mary Gauthier har besøgt Tønder flere gange. Med i bagagen har hun denne gang sit seneste album Rifles & Rosary Beads, som modtog prisen Best Album of the Year ved International Folk Awards 2019. Tilbage i 2015 optrådte hun også på Tønder, hvor GAFFAs anmelder tildelte hendes optræden fem ud af seks stjerner.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Smuk tristesse

Et andet gensyn bliver med den canadiske sanger og sangskriver Irish Mythen, der ligeledes har optrådt flere gange på Tønder og ligeså er kendt for sine åbenhjertige sange og intense sceneoptrædener. På Tønder Festival 2019 modtog hun også fem ud af seks stjerner fra GAFFA.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Den stærke sangskriver kom langt ud over scenekanten og gennem vinduerne

Skotske Red Hot Chili Pipers byder på hæsblæsende coverversioner af rock- og pophits som ZZ Tops "Gimme All Your Lovin'", AC/DC's "Thunderstruck", Aviciis "Wake Me Up" og mange flere udført på sækkepiber og rockinstrumenter, og alle musikere er iført kilt. Gruppen skabte en regulær folkefest, da de spillede på Open Air-scenen i Tønder i 2017, og nu kommer de så tilbage.

I bluesafdelingen kan man se frem til sangeren og guitaristen Cedric Burnside fra Memphis, Tennessee. Burnside er to gange blevet nomineret til en Grammy, og han er barnebarn af den nu afdøde blueslegende R.L. Burnside.


I roots-kategorien finder vi kvartetten Còig fra Cape Breton i Canada, og fra Skotland kommer bandet Blazin’ Fiddles, der i tyve år har forvaltet de skotske traditioner.

Saint Sister fra Irland består af Morgan MacIntyre og Gemma Doherty, der på få år har fået stor succes på den hjemlige scene.

Fra Danmark kommer et stort hold af sangere og musikere, der har turneret de senere år med en hyldestkoncert til Leonard Cohen for udsolgte huse. Blandt solisterne er Steen Jørgensen, Claus Hempler og Signe Svendsen, og musikerne er brødrene Lars og Troels Skjærbæk på guitar og bas, Palle Hjorth på tangenter og Mads Andersen på trommer. Denne hyldest har tidligere modtaget fem stjerner af GAFFA.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Sangenes tårn knejsede smukt på spidsen af Djursland

For sjette år i træk vil Tønder-området byde på oplevelser i dagene op til festivalen. Konceptet 4+ tilbyder arrangementer i dagene fra 23. til 26. august.

Det hele skydes i gang med en åbningskoncert på torvet i Tønder søndag 23. august, og de følgende dage kan man deltage i for eksempel en bunkertur i Nationalpark Vadehavet, Wegner-byvandring, pubquiz, fugletur og whiskysmagning. Årets 4+ program vil også bære præg af markeringen af 100 året for genforeningen. 

Selve festivalen finder sted 27.-30. august, og billetsalget er i fuld gang på festivalens hjemmeside.

Varm op med lidt Mary Gauthier:

ANNONCE