Nyhed

VIDEO: Pornografisk chok-video fra Rammsteins frontmand

GAFFA.dk – alt om musik

Lindemann er ude med ny, kontroversiel musikvideo til ”Platz Eins”

Betegnelsen ”chok-video” hænger måske lidt løst engang i mellem. Andre gange er betegnelsen ikke stærk nok. Det sidste er tilfældet for Lindemanns nye musikvideo.

Den tysk-svenske industrial metal/pop-duo Lindemann, der har Rammstein-forsangeren Till Lindemann i front og derudover består af den svenske multiinstrumentalist Peter Tägtgren, har udgivet en musikvideo til sangen ”Platz Eins”; en video der mest af alt minder om en kombination af diverse snuff-film, American Horror Story og Riget. Du kan se videoen nederst.


LÆS OGSÅ:  Rammstein-sanger udgiver video med sideprojekt

Det er blandt andet sex-orgier, kult-lignende koncerter og scener med en lemmeløs Till Lindemann i en hospitalsseng, der får én til at spole måbende tilbage for at være sikker på, hvad det egentlig er, der foregår.

Af samme grund er musikvideoen censureret, og for at få den fulde oplevelse skal man købe den via den tyske ”erotiske webcam-hjemmeside” Visit-x.net. Videoen kan blive din imod en betaling på 1,99 €, hvilket svarer til knap 15 danske kroner.


Imellem de pornografiske og sågar uhyggelige scener gemmer sig også referencer til både Eksorcisten og 70’ernes glam-grupper som Sweet og Slade.

”Platz Eins” er hentet fra Lindemanns andet album F & M fra november 2019. Albummet blev kvitteret med fire stjerner af GAFFAs Simon Nielsen, som kaldte det for "vederstyggeligheder i nye nuancer af sort".


ANNONCE