GAFFA.dk – alt om musik
Benjamin Hav spiller to solokoncerter i Aarhus og Aalborg
For to uger siden offentliggjorde den rappende halvdel af Benal, Benjamin Hav, sin første solokoncert, som finder sted i Vega den 17. april. Nu er yderligere to koncerter blevet offentliggjort, og Hav kan nu opleves på Train i Aarhus den 25. april og på Skraaen i Aalborg dagen efter. Tilsammen danner de tre koncerter Benjamins første soloturné Dit Syge Dyr Tour – hvis ikke de bliver ledsaget af flere.
Hav overraskede bredt, da han ganske kort inde i det nye år, fredag den 3. januar, udgav sit første soloalbum Spice Up Your Life - uden varsel. Allerede ugen efter, den 10. januar, udgav han sit andet soloalbum – lynopfølgeren Dit Syge Dyr. Begge album blev kvitteret for med ros fra GAFFAs anmelder, så mon ikke man kan forvente en vellykket fest, når Benjamin drager på turné i det danske land.
Det første album, Spice Up Your Life, er indspillet i samarbejde med blandt andre Emil Kruse, Nonsens, Hedegaard, Zookeepers samt producerduoen Mahler & Bir (Claus Hempler, Søren Huss med flere), som Benjamin Hav i over seks måneder har arbejdet med i en studie-villa i udkanten af Moskva. Udspillet byder på gæstevokaler fra Esben Iversen, Clara Sofie og Søren Huss, og GAFFAs anmelder var godt tilfreds.
LÆS OGSÅ: Smil og dans til Benjamins musik
Det andet album, Dit syge dyr, er indspillet i samarbejde med Emil Kruse, Simon Jul, Tobias Rahim, Peter Sommer, Tiggerne, Fred the Future, Hedegaard, Andreas Ringblom, Simon Dyrberg von Spreckelsen, Pilfinger, Lukas Benjamin Leth, Nonsens, Christian Finne, Carsten Heller og Lasse Joen Sørensen. Her var GAFFAs anmelder endnu mere begejstret.
LÆS OGSÅ: Grin og græd over Havs lyrik
Billetterne til Benjamin Havs Dit Syge Dyr Tour kan købes her.
Varm op til koncerten med nummeret "Spice Up Your Life":