Nyhed

Juice WRLDs dødsårsag er fastslået

GAFFA.dk – alt om musik

En utilsigtet overdosis smertestillende medicin blev rapstjernens død

Det er nu fastslået, hvad rapstjernen Juice WRLD døde af, da han faldt om i Midway Airport i hjembyen Chicago den 8. december sidste år.

Ifølge retsmedicineren i Cook County, citeret af Rolling Stone, døde den kun 21-årige rapper og sanger med det borgerlige navn Jarad Higgins af en utilsigtet overdosis af de smertestillende medicinpræparater oxycodon og kodein.


Ifølge Chicago Tribune, her citeret af Rolling Stone, fik Juice WRLD et ildebefindende, mens hans bagage blev undersøgt i lufthavnen. Bagagen indeholdt i øvrigt 41 poser med marihuana, seks flasker med receptpligtig kodein-hostesaft, to ni millimeter-pistoler, en .40-pistol, et ammunitionsmagasin og kugler, der kunne gå gennem metal.

Juice WRLD blev for alvor sat på det internationale hiphop-landkort i 2018 med hittene "All Girls Are the Same" og "Lucid Dreams". Debutalbummet Goodbye & Good Riddance kom samme år og blev fulgt op af Death Race for Love i 2019. Begge album gik top fem i Danmark, og sidstnævnte toppede den amerikanske hitliste. Sammen med Future udgav Juice WRLD også albummet WRLD on Drugs sidste efterår.

Chicago-kunstneren er mildt sagt ikke den første hiphop-stjerne, der er død ung, og i 2018 udgav han sangen "Legends" påvirket af kollegerne Lil Peep og XXXTentacion, der døde henholdsvis 21 og 20 år unge, af henholdsvis en overdosis angstdæmpende medicin og dræbt af skud ved et røveri. Sangen indeholder blandt linjerne "What's the 27 Club? / We ain't making it past 21", der nu klinger tragisk profetiske. Juice WRLD lagde i øvrigt aldrig skjul på sit forbrug af stoffer, hverken i sangtekster eller interviews.


LÆS OGSÅ: NEKROLOG: We ain't making it past 21

Rapperen og sangeren optrådte i et udsolgt Store Vega i september 2018 og i Royal Arena i marts i 2019, hvor han performede midt i Nicki Minajs show. Førstnævnte koncert fik en ganske pæn modtagelse af GAFFAs anmelder, der roste hiphopperens følelsesladede, autotunede udtryk, der ofte er blevet kaldt emo-rap.

LÆS OGSÅ: Ungdommelig drømmeverden i Store Vega


Se musikvideoen til det store hit "Lucid Dreams":

 

ANNONCE