Nyhed

Dua Lipa og Stormzy blandt nominerede til stor pris for bedste album

GAFFA.dk - alt om musik

De nominerede til den prestigefulde Mercury Prize, der gives til årets bedste album af en britisk kunstner, er blevet offentliggjort.  

Den største pris i britisk musik. 

Det kaldes Mercury Prize, der hvert år uddeles til årets bedste album af en britisk artist. Med i prisen følger et beløb på 25.000 pund, svarende til godt og vel 200.000 danske kroner. Vinderen bestemmes af en række musikere og personer fra den britiske musikbranche.


Nu er de nominerede kunstnere til årets pris blevet offentliggjort. De er Dua Lipa, Stormzy, Charli XCX, Georgia, Kano, Lanterns on the Lake, Anna Meredith, Laura Marling, Michael Kiwanuka, Moses Boyd, Porridge Radio og Sports Team. Du kan se deres albums nederst i artiklen.

– De nominerede album viser en stor diversitet i lyde, stilarter, ambitioner og erfaringer. Det, de deler, er en umodståelig nødvendighed, en tro på at deres musik betyder mere end nogensinde før, udtaler dommerpanelet ifølge NME.

Sidste år var det rapperen Dave, der kunne tage prisen hjem med pladen Psychodrama. Han slog dermed kunstnere som The 1975, Foals og Slowthai.  


Årets pris uddeles 24. september, men om der bliver tale om et decideret prisshow, er i år endnu uvist grundet corona-situationen.

Legende og kitschet

Dua Lipa er nomineret for albummet Future Nostalgia, som også GAFFAs anmelder var svært begejstret for og gav fem stjerner: 


"Det er legende og kitschet, uden nogensinde at kamme over, og så er det ualmindeligt svært at sidde stille til. Så savner du en gedigen energiindsprøjtning i disse corona-tider, så tryk play og start din egen karantæne-isolerede popfest med Dua Lipa derhjemme – nu!", skrev anmelderen. 

LÆS OGSÅ: INTERVIEW: Dua Lipa: Popstjernen, vi alle har brug for lige nu

Den britiske rapper Stormzy er nomineret for Heavy is the Head, som også udløste fem stjerner hos GAFFA: 

"Med en raffineret blanding af moshpitvenlig grimerap, dybdegående samfundskritik og morsomme punchlines er britiske Stormzy i disse dage i gang med at bane vejen til verdensherredømmet. På sit andet studiealbum, Heavy Is The Head, går han således sin sejrsgang i et væld af forskellige stilarter, mens han nikker anerkendende til tidligere regenter og stikker midterfingre i ansigtet på det repræsentative parlament," skrev GAFFAs anmelder. 

LÆS OGSÅ: Rapper river halshugget Boris Johnson-hoved frem under Mercury Prize

Listen over nominerede: 

Anna Meredith  – FIBS
Charli XCX –  how i’m feeling now
Dua Lipa – Future Nostalgia
Georgia – Seeking Thrills
Kano – Hoodies All Summer
Lanterns on the Lake – Spook the Herd
Laura Marling – Song for Our Daughter
Michael Kiwanuka – KIWANUKA
Moses Boyd – Dark Matter
Porridge Radio – Every Bad
Sports Team – Deep Down Happy
Stormzy – Heavy is the Head

ANNONCE