GAFFA.dk – alt om musik
"Det var den værste oplevelse i mit liv," fortæller rapperen Megan Thee Stallion, efter at hun tidligere på måneden blev skudt.
Tidligere på måneden blev rapperen Megan Thee Stallion, som har det borgerlige navn Megan Jovon Ruth Petes, skudt i begge fødder. Hun er blandt andet kendt for hits som "Hot Girl Summer", "Savage" og "Cash Shit".
Nu har hun for første gang fortalt indgående om episoden. Det skete på Instagram Live, rapporterer NME.
"Jeg ser en masse mennesker, der laver falske narrativer og finder på historier og alt det her trælse lort, men jeg ser også folk, der er støttende og som sender bønner, og det sætter jeg stor pris på," fortalte rapperen i en Instagram Live-session, som du kan se nedenfor.
Hændelsen skete tidligt søndag morgen den 12. juli, hvor rapperen blev skudt i en bil uden for et hus i Hollywood Hills. Samme dag blev rapper og sanger Tory Lanez anholdt af LAPD i forbindelse med efterforskningen.
Episoden har fået meget omtale på de sociale medier, hvor brugerne ikke har holdt sig tilbage med at gøre grin med hændelsen. Det skriver blandt andre The Guardian og Billboard.
Til det svarer rapperen, at det "ikke er sjovt."
"Det var mit livs værste oplevelse, og det er ikke sjovt. Det er ikke noget, man må gøre grin med, og det er ikke noget, som I må finde på løgnehistorier om. Jeg rørte ikke ved nogen. Jeg fortjente ikke at blive skudt," siger hun i videoen.
Hun forklarer også, at hun efter episoden blev opereret.
"Jeg var nødt til at blive opereret for at få fjernet lortet, få fjernet kuglerne, og det var super skræmmende," siger hun.
Selvom hun skulle opereres, har kuglerne heldigvis ikke ramt nogle knogler eller sener, fortæller hun. Hun runder videoen af med at fortælle, at hun har lært, at hun ikke behøver at være sød ved alle.
"Ingen skal stoppe min energi med at være god, men det, jeg kan gøre, er, at lade være med at investere min energi i alle jer motherfuckers," siger hun.
Hun har tidligere på Instagram beskrevet episoden som en "øjenåbner og velsignelse i forklædning."