Nyhed

TRØSTE-ROSKILDE: Tears for Fears giver megahittet "Shout" på Roskilde 2019

GAFFA.dk – alt om musik

Hele teltet synger med

Årets Roskilde Festival er som bekendt desværre aflyst, men vil gøre vores bedste for alligevel at give dig lidt af Roskilde-stemningen. Ikke mindst her i år, hvor festivalen kunne have fejret sit 50 års jubilæum – det er nu udskudt til 2021.

Vi har fundet et videoklip med et af højdepunkterne på sidste års Roskilde, nemlig Tears for Fears alias sanger og guitarist Roland Orzabal og sanger og bassist Curt Smith, der som ekstranummer giver deres megahit "Shout" fra 1985 i et fyldt telt tidligt onsdag aften, hvor de åbnede Arena-scenen. Se deres optræden ovenfor – den er optaget af Roskilde Festivals egne folk.


Koncerten var Tears for Fears' første i Danmark i hele 29 år, og det var et nostalgisk gensyn. Gruppen havde på daværende tidspunkt ikke udgivet et nyt album i 15 år – og det har de stadig ikke – og der var udelukkende gamle sange på sætlisten.

GAFFAs anmelder var faktisk lidt forbeholden over for koncerten, som han fandt ujævn – men det skal ikke skille os ad. Og de havde i hvert fald pæne tænder!

LÆS OGSÅ: Ujævnt og småkedeligt


ANNONCE