GAFFA.dk – alt om musik
Lydbogen Livets hastighed udkommer torsdag den 11. juni
Forsangeren i The Minds of 99, Niels Brandt, har haft æren af at indlæse Michael Strunges debut-digtsamling Livets hastighed, som består af 35 digte, og som dengang 20-årige Strunge udgav i 1978.
Lydbogen er blevet til igennem et samarbejde mellem Niels Brandt og forlaget Gyldendal, og idéen til lydbogen kom lidt ud af ingenting:
– Jeg fik lyst til at høre nogle af digtene som lydbog og ledte efter dem. Da jeg opdagede, at de slet ikke fandtes, tænkte jeg, at det jo var helt vildt, så jeg kontaktede Gyldendal og spurgte, om ikke jeg måtte indlæse digtene,” siger Niels Brandt.
Digtsamlingen Livets hastighed, der med sin titel er en reference til David Bowies instrumentalnummer ”Speed of Life” fra 1977-albummet Low, er delt op i tre dele, hvor digtene handler om forandring, om eksistensvilkår og identitetsdannelse med udgangspunkt i Strunges egen gymnasietid.
LÆS OGSÅ: Her er 2010'ernes ti bedste danske sange – ifølge GAFFAs skribenter
Lydbogen vil ikke kun være at finde på diverse bogtjenester, den vil også være tilgængelig på musiktjenester som eksempelvis Spotify. Derudover fungerer lydbogen mere som et album end en egentlig bog, da det bliver muligt at kunne bladre mellem digtene alt efter behov.
– Når du hører en normal lydbog, ligger hele bogen i et langt stræk, men det er ikke optimalt i forhold til digte. I en digtsamling vil du nok gerne kunne springe rundt mellem digtene, ligesom når du skifter mellem sangene på et album. Det kan du her, fordi der er lagt track-inddelinger ind mellem hvert eneste digt, så du kan hoppe rundt mellem dem og høre lige, hvad du har lyst til. De bliver behandlet som sange, uddyber Brandt.
Det er ikke første gang, at Niels Brandt behandler kendt dansk lyrik. Teksten til førstesinglen ”Det er Knud som er død” fra debutalbummet The Minds of 99 fra 2014 er nemlig et af forfatteren Tom Kristensens mest kendte digte. En tekst, der blev skrevet som et mindedigt over polarforskeren Knud Rasmussen umiddelbart efter dennes død i december 1933.