Nyhed

Streamingtjeneste spår: Disse sange kan blive sommerens hits

GAFFA.dk - alt om musik

På baggrund af lister og udviklingskurver har Spotify kigget på, hvilke sange der kan blive lyden af den danske sommer anno 2020. Se listen over mulige sommerhits nederst i artiklen.

Sommervejret er allerede over os, studenterhuerne begynder at fylde i bybilledet, og de fleste er nok så småt begyndt at glæde sig til at kunne holde ferie, som for de flestes vedkommende bliver på dansk grund. Og med en god dansk sommer hører sig også sprød sommermusik til.

Ved at undersøge og analysere, hvilken musik der hitter lige nu, har Spotify kommet med sit bud på, hvilke sange der kunne gå hen og blive regulære sommerhits.


Af de mulige hits er mange danske produktioner. ”Tilbage” af Kesi og Hennedub samt LOLO og Gillis ”KIKI”, der begge blev udgivet tilbage i maj, gør det godt på listerne lige nu, alt imens også Gillis ”L.U.V”, der udkom i fredags, er blevet taget godt imod.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Pengeregndans

Af udenlandsk producerede sange ser vi, at The Weeknds ”In Your Eyes” fra After Hours er hyppigt spillet ude i de danske parker og stuer, men også ”ROCKSTAR” og ”Secrets" fra henholdsvis de amerikanske rappere DaBaby og Roddy Rich samt dj Regard kan ifølge streamingtjenesten blive lyden af sommeren 2020.


På hitbarometeret huserer også TopGunns ”SPORT”, Citybois’ ”Sol over København” og fællessangen ”Tættere end vi tror”. Calbys ”Burnout” er en af få udgivelser, der går helt tilbage til 2019, og som danskerne stadig nyder i stor stil.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Leger med gutterne på motorvejens himmelstrøg

Analysen fra Spotify er baseret på, hvordan numrene klarer sig på forskellige playlister sammenholdt med, hvordan deres udviklingskurve ser ud. Samtidig har Spotify også kigget på, om brugerne eksempelvis også tilføjer sangene til egne lister.


 

Liste over mulige sommerhits:

Calby – “Burnout”

Citybois featuring Kesi – “Sol over København”

DaBaby featuring Roddy Rich – ”ROCKSTAR”

Gilli – “L.U.V”

Kesi featuring Hennedub – “Tilbage”

LOLO featuring Gilli – “KIKI”

P3 – “Tættere end vi tror”

Regard featuring RAYE – “Secrets”

The Weeknd – “In Your Eyes”

TopGunn featuring Branco – “SPORT”

ANNONCE