Nyhed

VIDEOPREMIERE: Pede B rapper om pinlige hændelser i "Jeg har aldrig"

GAFFA.dk – alt om musik

Hvad får man, hvis man blander feel-good hiphop med drukspil og ærlighed? Resultatet kunne være Pede B's nye single, “Jeg har aldrig”, hvis video har premiere i dag her hos GAFFA.

Har du nogensinde slået en prut under et blowjob? Været til metalkoncert? Eller løjet dig syg for at slippe for træning?

Det har Pede B. Det lærer man, når man lytter hans nye single "Jeg har aldrig". Videoen til sangen har i dag premiere her på GAFFA.dk, og du kan se den nederst i artiklen.


Sangen låner sit koncept fra det klassiske drukspil af samme navn, hvor man skal tage en tår, hvis man har gjort det, der bliver sagt højt. I videoen ser vi da også en tømmermændsramt Pede B, der løber forbi en herrefrokost med snaps i glassene og rapper om en række hændelser, der rangerer fra pinlige til hudløst ærlige.

For eksempel:

"Jeg har aldrig redt seng for mit barn


Lagt ham og glemt at tænde for vores babyalarm

For at se gyserfilm i stuen på max volumen helt alen'

Så han kom under den mest traumatiserende scen"


Og:

"Jeg har aldrig udsendt en single på diverse tjen'ster

Og tjekket tal på Spotify hel' dagen efter

Musikere spiller smart', som om at de er verdensmestre

I virkeligheden vil de bare lave noget, alle elsker"

LÆS OGSÅ: Pede B: Verdensmester i dansk rap

Singlen er forløber til albummet Gøgereden, der udkommer den 28. august. Det er opfølgeren til Lilla Lounge, der udkom sidste år

Albummet er næste udspil i en efterhånden lang karriere, som startede med en sejr i freestylekonkurrencen MC's Fight Night i 2005. Sidenhen vandt Pede B konkurrencen to gange mere og er i dag stadig den eneste med tre sejre under sit bælte.

Og også som artist har Pede B cementeret sig som en af dansk raps mest konsistente rappere med 10 albumudgivelser og 35 millioner afspilninger på Spotify. 

I februar annoncerede Pede B en efterårsturné. Læs mere om den lige her.

Se videoen til "Jeg har aldrig". Viden er skabt af Anders Uhl.

ANNONCE