Nyhed

Kun For Forrykte Festival vender tilbage i 2021 og beholder programmet

GAFFA.dk – alt om musik

Billedet: The Zombies

Til sommer skulle festivalen på Falster have løbet af stablen for anden gang, men måtte aflyse på grund af corona-udbruddet. Nu vender Kun For Forrykte Festival stærkt tilbage næste år med samme program.

– Vi har igennem de seneste uger kæmpet en brav kamp for endelig at kunne fortælle, at programmet for 2021 viderefører det komplette program for 2020, skriver Kun For Forrykte Festival i en pressemeddelelse.


Festivalen finder sted i Stubbekøbing på Falster den 4. og 5. juni 2021 og byder på kunstnere såsom The Zombies, Ache, Young Flowers, Burnin Red Ivanhoe, Uffe Lorenzen, De Underjordiske, Electric Boys, Mathilde Falch og Bite The Bullet.

Festivalleder Frederik Schnoor glæder sig meget over, at arrangementet overlever:

– Vi er klar til at fejre både det forskudte 50-år for Thylejren, 50-året for Roskilde Festival og vores anden rigtige udgave af festivalen i 2021 – samt at verden med al sandsynlighed er på den anden side af corona-krisen næste sommer. Det bliver måske i sandhed historiens allerstørste summer of love næste år? Vi tror på det, og smykker os med lysegrønt, firkløvere og beder for at freden, musikken og kærligheden vender tilbage, forklarer han.


Billetter til Kun For Forrykte Festival kan købes via Billetto.dk

Hvis du ønsker at refundere din billet til 2020-festivalen, kan det også gøres ved at sende en mail til info@deluxe-music.dk inden for de næste syv dage.

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival sætter 2021-billetter i salg


Varm op med dansk syre-rock fra Young Flowers' "Oppe i Træet":


ANNONCE