Nyhed

Lukas Graham sætter ny dato på dansk kæmpekoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Finder sted præcis 364 dage senere

Lukas Graham har nu rykket deres planlagte koncert på Refshaleøen præcis 364 dage ud i fremtiden, altså et år minus en dag, så koncerten kan finde sted samme ugedag, en lørdag. På Facebook skiver bandet:

"På grund af regeringens anvisninger er vi nødt til at rykke koncerten på Refshaleøen den 15. august 2020 til den 14. august 2021.


Alle billetkøbere vil modtage en mail med relevant information om den nye dato i dag.

Vi ved, at der er længe til, men vi lover, at det er ventetiden værd."

Koncerten skulle have været Lukas Grahams eneste i København i 2020 og bliver efter eget udsagn gruppens største nogensinde, bortset fra festivalkoncerter. Gruppen gav i begyndelsen af 2019 fem udsolgte danske arenakoncerter i henholdsvis Royal Arena og Jyske Bank Boxen for i alt 80.000 personer.


Der er stadig billetter i salg til koncerten via musik.dk

Regeringen vedtog i april grundet coronapandemien et forbud mod forsamlinger på flere end 500 personer til og med august, og derfor er alle landets festivaler og større koncerter i denne periode udskudt eller aflyst. 

Lukas Graham har tidligere lovet et nyt album i år, gruppens fjerde, opfølgeren til Lukas Graham (Purple Album) fra 2018. Siden dette album har bandet udgivet fire singler, senest "Love Songs". Bandet har for nylig mistet deres bassist Magnus Larsson alias Magnum, i hvert fald som livemusiker.


LÆS OGSÅ: Lukas Graham mister medlem

Se Lukas Graham fremføre "Love Songs" i X Factor-finalen lørdag den 23. maj:

ANNONCE