GAFFA.dk – alt om musik
Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti forlanger påbud mod forsamlinger med over 1000 deltagere, skriver DR.
Regeringen har tidligere opfordret til at aflyse eller udskyde alle arrangementer med over 1000 deltagere for at undgå spredningen af coronavirus.
Det er dog ikke tilstrækkeligt med en opfordring, lyder det nu fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen:
”Vi kan ikke tillade os over for arrangører at stille dem i en situation, hvor de – uden at have en medicinsk baggrund – skal træffe afgørelse om afholdelse af et arrangement,” udtaler Ellemann-Jensen til DR.
Derfor vil et flertal bestående af partierne fra blå blok samt Radikale Venstre ændre og anvende epidemilovens paragraf 7, der giver myndighederne mulighed for at forbyde et arrangement, hvor der er mistanke om, at en ”alment farlig sygdom optræder”, skriver DR.
Forskellen på en anbefaling og et påbud om en aflysning har forsikringsmæssig betydning for koncertarrangørernes tab i tilfælde af en aflysning, hvor forsikringen kun vil blive udbetalt i tilfælde af et påbud.
Anvendelsen af paragraffen kræver dog, at den bliver ændret, så den kan forbyde flere arrangementer på én gang, fremfor én ad gangen. En ændring, som Ellemann-Jensen er klar på foretage:
”Det må være sådan, at hvis man fra sundhedsmyndighedernes side anbefaler, at arrangementer ikke afholdes, så skal man fra statens side gå ind og påbyde, at de arrangementer aflyses.”
Adskillige koncerter er blevet påvirket af coronavirus-spredningen. Du kan få et overblik over koncerterne her: OVERBLIK: Det gør spillestederne efter Mette Frederiksens corona-melding
LÆS OGSÅ: Dansk The Jesus and Mary Chain-koncert deles op i to