Nyhed

Public Enemy fyrer Flavor Flav efter kritik af Bernie Sanders

GAFFA.dk – alt om musik

Chuk D er nu det eneste originale medlem i Public Enemy

Den legendariske rap-gruppe Public Enemy har fyret rapper og hypeman Flavor Flav. Det oplyser musikmediet NME.

Fyringen er sket, efter det i weekenden kom frem, at den 60-årige rapper Flavor Flav udsendte et såkaldt cease and desist letter (et forbudsbrev, red.) til den amerikanske senator Bernie Sanders, der også stiller op som præsidentkandidat for Demokraterne. I brevet påstod Flav, at Sanders ikke har ret til at anvende Public Enemy-brandet uden hans tilladelse. Det sker på baggrund af, at gruppens leder Chuck D spillede en støttekoncert for Sanders under Public Enemy-navnet.


LÆS OGSÅ: Hiphop Royalty i Royal Arena

I brevet, som musikmediet Spin har fået indsigt i, skriver Flav:

”Sanders har lovet at ”Fight the Power” med hiphop-ikonerne Public Enemy – men dette rap-ikon vil ikke optræde til Sanders' opstillingsmøde. For at sige det tydeligt: Flav og, til en vis grad, Hall of Fame hiphop-gruppen Public Enemy, som er blevet synonym med Flavs navn, har ikke støttet nogen politisk kandidat i denne valgrunde, og en påstand om det modsatte er simpelthen usand. Den fortsatte annoncering af denne ulækkert misvisende historie er, som et minimum, uansvarlig, hvis ikke bevidst vildledende.”


Efter Flavor Flav sendte brevet til Sanders, har Chuck D udtalt, at Flav har ”et år til at tage sig sammen og få styr på tingene, ellers ryger han ud”. Det skulle dog langt fra tage et helt år: I går aftes annoncerede gruppen nemlig i en meddelelse, at Flav var fyret fra gruppen: ”Public Enemy og Public Enemy Radio vil fortsætte uden Flavor Flav. Vi takker ham for hans arbejde igennem årene og ønsker ham det bedste.”

LÆS OGSÅ: Public Enemy stadig i front til kamp for ordet

Flavor Flav har haft flere konflikter med resten af gruppen, efter han i 2017 sagsøgte Chuck D og bandets management over manglende betaling for royalties og merchandise. I 2016 udtalte han desuden, at Donald Trump kunne blive en succesfuld præsident – en holdning, som ikke deles af Chuck D, der tidligere har kaldt præsidenten for "indbegrebet af en hvid racist".    


Med Flavor Flavs afsked er Chuck D det eneste originale medlem tilbage i Public Enemy. Gruppen debuterede i 1987 og har blandt andet udgivet de indflydelsesrige album It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back og Fear of a Black Planet. Rolling Stone kårede i 2010 gruppen til det 44. bedste band i verden, og roste dem især for deres politiske engagement.

Public Enemy – "Fight the Power":

ANNONCE