Nyhed

Baal fejrer 25-års jubilæum for debut med turné

GAFFA.dk – alt om musik

 

Den 26. februar 1996 udkom Baals første album Sensorama – et album, som blandt andet fik hele seks stjerner i GAFFA. Bandet fejrer, at de midt i en minimalistisk grungeperiode lykkedes at bringe mere virtuose elementer til Danmark. Med inspiration fra bands som Queen, Bertolt Brecht og David Bowie skabte de en dansk pendant, der tog musikalsk kompleksitet med ind i det attitude-drevne rockunivers.

Albummet blev fulgt op af en stor turné på landets spillesteder og festivaler, og her såede bandet sin succes på også livescenen, der blandt andet tog dem forbi Roskilde Festival. Nu markerer de debutens 25 års jubilæum med en tour til fire byer.


På album nummer to, Karaoke fra 1998, skiftede bandet stil imod et mere elektronisk udtryk, og de har lige siden eksperimenteret og udfordret sig selv med en fusion af mange stilarter, dog altid med Bjørn Fjæstads kraftfulde vokal som genkendeligt midtpunkt.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Skal du ha' skarntydesaft i din café latte?

Jubilæumstouren samler op på Baals nu 25-år lange historie, og med markeringen af det spæde første album skriver de, at der ”bliver et bredt udvalg af sange fra det store bagkatalog” til koncerterne.


De gør opmærksom på, at koncerterne vil følge myndighedernes anbefalinger, så indtil videre forventes det, at det bliver siddende koncerter, og at spillestedernes normale kapacitet er halveret.

Baal kan opleves her:

19. februar: Posten, Odense


20. februar: Train, Aarhus

23. februar: Gimle, Roskilde

24. februar: Amager Bio, København

Billetsalget begynder 20. november kl. 10.00 via spillestedernes hjemmesider.

Indtil da kan du her se en livevideo fra 2014, hvor bandet spiller ”Rise and Fall” fra netop det første album, Sensorama, i netop Amager Bio.

ANNONCE