GAFFA.dk – alt om musik
SPOT Nights: Dobbelte koncertaftener og video-promotion med navne fra årets aflyste festival er i fuld gang
Søndag den 25. oktober åbnede SPOT for det nye initiativ SPOT Nights – en række dobbelt-koncerter foran et lille, men dedikeret publikum. Initiativet er en håndsrækning til de acts, som SPOT havde lavet en aftale med til den planlagte festival i maj. I stedet præsenterer arrangørerne publikum for en lang række showcase-koncerter i intime rammer med max 40 tilskuere. Koncerterne optages live on tape med henblik på efterfølgende promotion til SPOTs kontakter i ind- og udland – og til de kanaler, de deltagende kunstnere selv har.
I går kunne man opleve punkrockduoen Skinny Violet og singer-songwriteren Angående Mig, og du kan se en flot fotoserie af de to sidstnævnte ovenfor. Her kan du også se, hvordan spillestedet Atlas er blevet indrettet særligt til lejligheden.
Koncertrækken fortsætter i denne uge med navne som Gurli Octavia, Suni og JJ Paolo. Se den fulde koncertliste nedenfor.
Dansk musik har været hårdt ramt af corona-krisen – ikke mindst vækstlaget, som også har set det sidste halve års planer smuldre mellem hænderne. Med SPOT Nights er målsætningen, at artisterne kan genvinde lidt af det tabte momentum, og at SPOT alligevel kan præsentere den danske musik over for et større nationalt og internationalt publikum.
Publikum i afgørende rolle
SPOT-Nights serverer en række portionsanrettede dobbeltkoncerter fra øverste hylde af landets vækstlag i en ramme lidt ud over det sædvanlige.
Billetterne sælges efter først-til-mølle-princippet, og de 40 heldige publikummer får en unik mulighed for at være med til at skabe den helt rigtige stemning. En stemning, der er vigtig, og som vil præge den professionelle koncert- og videoproduktion.
Rammen bliver overvejende spillestedet Atlas – beliggende i “musikkens hus” VA15 i Aarhus – og afvikles i henhold til de gældende retningslinjer vedrørende Covid-19.
Koncertoversigt:
09/11: Svaneborg Kardyb // ELBA
14/11: Gurli Octavia // Suni
15/11 Deadpan // JJ Paolo
Køb billetter til koncerterne her
SPOT Nights bliver arrangeret i samarbejde med MXD, ROSA, Promus, HiFi Klubben, GAFFA samt spillestederne VoxHall og Atlas, og bliver til med støtte fra Tuborgfondet og Statens Kunstfond.