Nyhed

Ken Hensley fra Uriah Heep er død

GAFFA.dk – alt om musik

Keyboardspilleren, guitaristen, sangskriveren og sangeren blev 75 år

Ken Hensley, der var keyboardspiller, guitarist, sangskriver og lejlighedsvis sanger i de engelske hardrock-veteraner Uriah Heep fra 1969-1980, er død efter kort tids sygdom, 75 år, skriver Louder.

Hensleys bror Trevor skriver følgende på Facebook:


"Jeg skriver dette med et tungt hjerte for at fortælle jer, at min bror Ken Hensley gik bort onsdag aften. Hans smukke kone Monica var ved hans side og gjorde Ken tryg i hans sidste minutter med os.

Vi er alle kunst over dette tragiske og utroligt uventede tab og beder jer om, at I giver os noget tid at komme til at begribe det. 

Ken vil blive kremeret ved en privat ceremoni i Spanien, så vær venlig ikke at spørge om information om en begravelse.


Ken er borte, men han vil aldrig blive glemt, og han vil altid være i vore hjerter.

Pas på jer selv derude."

Ken Hensley indledte karrieren i bandet The Gods, hvor han spillede med blandt andre den senere Rolling Stones-guitarist Mick Taylor. I 1969 var han med til at danne Uriah Heep, som han var medlem af frem til 1980, hvor han gik ud af gruppen i utilfredshed med den udvikling, deres musik havde taget. Inden da havde han været med til at skrive nogle af bandets største hits, blandt andre "Easy Livin'", "Stealin'", "Lady in Black" og "Free Me".


Hensley kom herefter med i det amerikanske hardrock-band Blackfoot, som han udgav to album med i 1983 og 1984. Herfter holdt han nogle års pause fra musikken, inden han fortsatte som solist. Hans seneste soloalbum er Love and Other Mysteries fra 2012. Kort før sin død havde han færdiggjort et nyt album, My Book of Answers, som efter planen udkommer i februar 2021.

I september døde Uriah Heeps mangeårige trommeslager Lee Kershlake. Bandet er i øvrigt stadig aktivt.

LÆS OGSÅ: Uriah Heep- og Ozzy Osbourne-trommeslageren Lee Kerslake er død

Se Ken Hensley i front for Uriah Heeps "Lady in Black":

ANNONCE