Nyhed

Dansk festival udskydes til 2022

GAFFA.dk - alt om musik

Grundet Covid-19 pandemien flyttes den elektroniske festival, Aairport Festival, til 2022

Til januar 2021 skulle der have været en kæmpe EDM-fest i Gigantium, Aalborg hvor Danmarks største elektroniske festival, Aairport Festival, skulle have været afholdt for anden gang – denne gang med et egyptisk tema.

Desværre har de usikkerheder, som Covid-19 pandemien har ført med sig, fået folkene bag festivalen til at tage en dyb indånding og flytte hele ballet til 2022:


– Vi havde til det sidste håbet, at Covid-19-situationen var på retur, men med knap tre måneder til afvikling og uden langsigtede retningslinjer eller handlinger fra regeringen, er det simpelthen for stor en risiko at afvikle, fortæller Kresten Thomsen som er CEO for Aairport Festival, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Danmarks første store EDM-festival skydes i gang til januar

Arrangørerne bag festivalen er skuffede over aflysningen, men de lover, at de ligeså skuffede publikummer vil kunne få samme store oplevelse den 21. og 22. januar i 2022:


– Lige nu flytter vi alle artister fra 2021 til 2022, og forlænger samarbejdsaftaler med både nationale og internationale partnere, så vi kan afvikle med samme ambitionsniveau, som vi planlagde i 2021, forklarer Kresten Thomsen og fortæller, at publikum også stadig vil kunne opleve lineuppet fra Spinnin’ Records' om fredagen og ”The Harder Styles” om lørdagen.

Billetterne til showet i 2021 vil automatisk blive ombooket til 2022, men for de gæster, der ikke længere har lyst til eller mulighed for at deltage i arrangementet, er der også mulighed for at refundere billetten. Alle, der har købt billet til Aairport Festival har modtaget yderligere info på mail.

Læs mere om lineuppet og bestil billetter til festivalen lige her.


ANNONCE