Nyhed

Den svenske regering giver milliarder til kulturlivet

GAFFA.dk – alt om musik

Afsætter fem milliarder til enkeltmandsvirksomheder

Den svenske regering, bestående af Socialdemokraterne og Miljöpartiet, samt partierne Liberalerne og Centerpartiet vil snart fremlægge et forslag om, at der afsættes fem milliarder svenske kroner i krisestøtte til enkeltmandsvirksomheder relateret til kulturlivet, skriver brancheorganisationen Svensk Live på sin hjemmeside.

Forslaget blev præsenteret i går på et pressemøde af den svenske finansmarkedsminister Per Bolund og den svenske kulturminister Amanda Lind (billedet).


Støtten er blandt andet rettet mod de mange mindre virksomheder, der leverer tjenester til kulturarrangører, og som er blevet berørt, når disse aktiviteter er forbudt.

Støtten er omsætningsbaseret rettet mod iværksættere, der driver enkeltmandsvirksomheder. Dette betyder, at lydteknikere, freelancere, fotografer og andre nu får støtte for tabte indtægter. I år og næste år udbetales i alt fem milliarder svenske kroner: 3,5 milliarder i 2020 og 1,5 milliarder i 2021. Planen er, at støtten skal være på plads fra midten af ​​oktober.

Støtten yder kompensation for tabte indtægter i fem måneder, fra marts til og med juli i år. Støtten er 75 procent af det, der er tabt i omsætning sammenlignet med samme periode i 2019, og den maksimale kompensation per virksomhed er 120.000 svenske kroner. Støtten skal gives til enkeltmandsvirksomheder, hvis årlige omsætning overstiger 200.000 svenske kroner, og hvor tabet i omsætning sammenlignet med 2019 er mindst 30 procent i marts-april, 40 procent i maj og 50 procent i juni-juli. 


Den svenske kulturminister Amanda Lind er tidligere blevet kritiseret hårdt for at gøre for lidt for kulturlivet, ganske som hendes danske kollega Joy Mogensen er blevet det. Eksempelvis opfordrede den svenske forfatter Jonas Gardell hende til at gå af i en kronik i Expressen i august.

I slutningen af august vedtog den danske regering sammen med Venstre, Konservative, SF, Radikale Venstre og Alternativet en ny hjælpepakke til det corona-ramte kultur- og foreningsliv. Her afsatte man 680 millioner kroner, altså noget mindre end i Sverige, der dog også har næsten dobbelt så mange indbyggere. Og en svensk krone svarer kun til 72 danske øre. Den danske hjælpepakke rettede sig også primært mod nye aktiviteter samt spillesteder, der stadig er underlagt restriktioner.

LÆS OGSÅ: Ny hjælpepakke til corona-ramt kulturliv


Tilbage i juni afsatte det danske Folketing 320 millioner i kompensation for tabte indtægter til sæsonafhængige kunstnere og selvstændige.

LÆS OGSÅ: Folketinget lover kompensation til sæsonafhængige kunstnere og selvstændige

ANNONCE