Nyhed

Jon Nørgaard vender tilbage under nyt kunstnernavn

GAFFA.dk – alt om musik

"Projektet er en total genfødsel"

Jon Nørgaard, der i 2002 brød igennem som vinder af TV2's talentshow Popstars, er tilbage under et nyt navn, Tvilling, og en ny single, "Dum Dum Dum". Hør sangen nedenfor.

“Projektet er en total genfødsel. Jeg ønsker en ny start – ikke kun i musikken, men hele mit liv,” udtaler Jon Nørgaard i en pressemeddelelse.


Jon er født i tvillingens tegn. Stjernetegnet beskrives i astrologien som et dobbelt væsen med to personligheder, noget, Jon efter eget udsagn kan nikke genkendende til, med en smilende og overskudspræget overflade og en mere tænksom side, som omverdenen sjældent har fået kendskab til.

Tvillingen beskrives også som en "ikke-original tænker, men med store evner til at tage andres idéer til sig og formidle dem på en ny og usædvanlig måde." Noget, som også passer fint til Jons nye projekt.

Tvillings første udgivelser er nemlig bygget på samples fra ældre sange, genbrugt i et nutidigt udtryk. Debutsinglen, den EDM-orienterede “Dum Dum Dum”, indeholder således et sample fra svenske Mejas hit “All ‘Bout The Money” fra 1997.


Coronakrisen som drivkraft

Om tilblivelsen af singlen fortæller Jon i en pressemeddelelse:

“Jeg har haft idéen til at bruge samplet i over 10 år, men timingen var ikke rigtig før nu. Samplet i omkvædet var jeg ikke i tvivl om. De sidste brikker manglede dog, før puslespillet gik helt op. Dem fandt jeg med hjælp fra dj’en og produceren Hedegaard, samt artisten og sangskriveren Brandon Beal”.


Det var corona-nedlukningen, der for alvor satte gang i Jons nye projekt.

“Som alle andre i musikbranchen stirrede jeg ind i et stort sort hul, da coronaen ramte. Jeg kunne ikke længere tjene penge på de ting, jeg plejede. I min karantæneperiode var der dog tid til at tænke, og en plan for overlevelse tegnede sig. Der var kun en vej ud af det hele: Jeg blev nødt til at lave nogle hits,” siger Jon.

I de senere år har Jon både arbejdet som sanger og indehaver af firmaet Idol!Inc, der beskæftiger sig med både management, booking og pladeselskabsdrift. Han har som sanger og sangskriver selv skabt en række hits, blandt andre "Take Me Home" fra 2018, der nærmer sig 10 millioner streams på Spotify alene.

Med det nye projekt har han dog fået en international kontrakt med et pladeselskab, nemlig Warner Music.

”Jeg havde chancen som 18 årig med en international kontrakt, som var meget stor for sin tid. Denne deal er større, og jeg er bedre i dag. Jeg har tænkt mig at gå hele vejen," slutter Jon.

LÆS OGSÅ: Forrygende genhør med en voksen popstar

Hør "Dum Dum Dum":

ANNONCE