Nyhed

TV-2 tager på akustisk jubilæumsturné

GAFFA.dk – alt om musik

Bandet drager landet rundt uden strøm i november og december

”’Mens vi venter på den russiske vaccine’ er temaet, når vi i bandet tager på akustisk jubilæumstour rundt i landet. Da coronaen ramte Italien, udtalte den legendariske (og nu afdøde, red.) filmmusikskaber Morricone, at nu måtte videnskaben klare arbejdet. Vi tror ikke, videnskaben kan gøre det alene. Sangene, fortællingerne og musikken har også et ansvar. Det vil vi gerne vise på vores akustiske tour ved at rykke tættere sammen og, på behørig afstand, hylde nærværet, fælleskabet og glæden. Og ikke mindst denne nye og anderledes tid, vi går i møde.”

Således fortæller sanger og sangskriver Steffen Brandt om TV-2’s forestående jubilæumstour. Bandet runder i 2020 et skarpt hjørne, 40 år og løfter nu sløret for en akustisk jubilæumstour. Steffen Brandt fortæller:


”Vi kommer som altid med fred. Og kærlighed! Vi kommer med 40 års sange om livet og døden og alt det imellem. Vi trækker en linje ned gennem historien og finder de sange frem, som nærmest synger sig selv, blandet med de sange, som er vores bud på noget tidløst og eviggyldigt. Vi skal hylde fælleskabet, sammenhængskraften, samværet og det folkelige, og vi glæder os helt vildt til at sparke 40-årsfesten i gang!”

Bandet har eksisteret i 40 år med de samme fire bandmedlemmer, Steffen Brandt (forsanger, keyboard, guitar, sangskrivning), Hans Erik Lerchenfeld (guitar), Sven Gaul (trommer) og Georg Olesen (bas). De er kendt for hits som "Bag duggede ruder", "Popmusikerens vise", "Rigtige mænd", "Alt hun ville var at danse", "De første kærester på Månen" og mange, mange flere. Gruppen debuterede i 1981 med albummet Fantastiske Toyota og har til dato udsendt 19 album, senest Tæt trafik i Herning fra 2018.

Steffen Brandt fortæller videre:


”Vi startede nede i 80’erne med at indspille sange, som vi syntes, at vi selv og tiden trængte til. Vi har ladet tilværelsen passere gennem sangene som et slags filter i et forsøg på at forstå en hastigt skiftende virkelighed. For at kunne gøre det ordentligt er man nødt til at sætte sig selv på spil. Vi har trukket vejret gennem sangene - nogle gange hæsblæsende og energisk, andre gange med en eftertænksomhed, grænsende til nagende tvivl og uro. 40 år er lang tid, men vi har først og fremmest stadig en stor glæde ved at spille. Sammen. Så længe vi kan gå på scenen og finde den energi og lyst, fortsætter vi!”

Billetsalget starter fredag den 25. september kl. 10. Billetter kan købes her: http://bill.et/tv2akustisk 

TV-2 besøger følgende byer:


Onsdag 4/11 Arena Nord, Frederikshavn

Torsdag 5/11 Musikteatret Holstebro, Holstebro

Fredag 6/11 Royal Stage, Aalborg

Lørdag 7/11 Odeon, Odense

 

Onsdag 11/11 Musikhuset Aarhus, Aarhus

Torsdag 12/11 Værket, Randers

Fredag 13/11 Sønderjyllandshallen, Aabenraa

Lørdag 14/11 KulturCenter Limfjord, Skive

 

Onsdag 25/11 Portalen, Greve

Torsdag 26/11 Roskilde Kongrescenter, Roskilde

Fredag 27/11 Arena Næstved, Næstved

Lørdag 28/11 Fælleden, Skanderborg

 

Onsdag 2/12 Musikhuset Esbjerg, Esbjerg

Torsdag 3/12 Forum Horsens, Horsens

Fredag 4/12 Vejle Musikteater, Vejle

Lørdag 5/12 Vega, København

 

TV-2 drager også på elektrisk jubilæumsturné i efteråret 2021. En tour, der er en udsættelse af den planlagte elektriske tour, som skulle have fundet sted dette efterår. Denne koncertrække har længe været udsolgt.

TV-2 gav to sid-ned-koncerter til De Grimmeste Aftener i Brabrand i august, og GAFFAs anmelder var begejstret.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: TV-2 leverer varen endnu en gang

ANNONCE