Nyhed

Grøn Koncert: "Lyset er fortsat tændt for os, men det er en trist dag for festivalerne"

GAFFA.dk – alt om musik

"Nu skal vi nærlæse ekspertgruppen anbefalinger"

Ekspertgruppen for store arrangementer har i dag afleveret sine anbefalinger til, hvordan større forsamlinger kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt. Ekspertgruppens arbejde bliver nu overdraget til partierne bag rammeaftalen for genåbning af Danmark.

For festivalerne gælder det, at der i fase 1 anbefales maksimum 2000 stående deltagere i sektioner med 200 personer, i fase 2 maksimum 10.000 stående deltagere i sektioner med 2000 personer, og camping er ikke tilladt. I begge tilfælde er fremvisning af coronapas en forudsætning. 


Ekspertgruppen anbefaler, at fase 2 igangsættes, når alle over 50 år, der ønsker det, har fået første vaccinestik.

Dermed ser det mildt sagt sort ud for mange af sommerens store festivaler, i hvert fald hvis de skal kunne gennemføres bare nogenlunde som vanligt.

Før Grøn Koncert ser det dog lidt lysere ud. For nylig præsenterede festivalen en model på 10.000 personer i sektioner på 1000 med egen indgang, hvilket umiddelbart er inden for ekspertgruppens anbefalinger.


Vi har fået en kommentar fra Theis Petersen fra Muskelsvindfonden, der står bag Grøn Koncert.

– Det er en trist dag for festivalerne, for mange af dem ser jo ud til at skulle aflyse. Det ser lysere ud for os, men lampen er ikke helt tændt endnu. Nu skal vi nærlæse ekspertgruppen anbefalinger og vurdere, om de kan forenes med vores model og tanker på sikkerhed, oplevelse og økonomi. Og så skal der jo også først være en politisk forhandling og udmelding.

Ekspertgruppen anbefaler maksimum 10.000 personer, ligesom I foreslår. Er det et tilfælde?


– Det skal jeg ikke kunne sige, men 10.000 personer har været et minimumønske fra vores side. Men jeg kan da ikke afvise, at de har været inspireret af vores model, eller andre forslag, der har været fremme.

LÆS OGSÅ: Ekspertgruppens anbefalinger er klar – festivalerne reagerer

ANNONCE