Nyhed

Niels Brandt fra The Minds of 99 indlæser Michael Strunges samlede digte

GAFFA.dk – alt om musik

De tre næste i serien udkommer den 25. april

Niels Brandt, forsanger i The Minds of 99, kontaktede i 2020 forlaget Gyldendal, da han undrede sig over, at Michael Strunges (1958-1986) ellers meget populære digte ikke var tilgængelige som lydbøger. Han foreslog forlaget selv at indlæse nogle af digtene, Gyldendal sagde ja tak, og det blev i første omgang til lydbogsudgaven af Strunges debutdigtsamling, Livets hastighed fra 1978, udgivet da Strunge var 20 år.

Projektet blev en succes, for lydbogen blev, da den udkom i sommeren 2020, i løbet af et par uger den mest lyttede digtsamling i Danmark nogensinde, fortæller Gyldendal. Derfor fik Brandt lov at indlæse samtlige Strunges 11 digtsamlinger, i alt cirka 1000 digte, og nu kommer de næste tre i rækken.


For at sikre, at materialet bliver behandlet i Strunges ånd, har Niels Brandt allieret sig med digteren Caspar Eric, der selv har udgivet fem digtsamlinger og har stået for Strunge-udvalget til digtsamlingen Min krop er tung af drøm, der udkom i 2018.

"Jeg mødte Caspar Eric til en bogreception på Gyldendal, hvor jeg skulle spille til udgivelsen af hans Strunge-udvalg. Vi faldt i snak og fik efterfølgende et fantastisk venskab. Det handlede til at starte med ikke så meget om Strunge, mest om fodbold, faktisk. Men da jeg skulle i gang med dette kæmpe projekt, havde jeg virkelig brug for ham. Så han er en slags producer for mig her. Han sidder og lytter og fortæller mig, om jeg oplæser digtene ordentligt. Hjælper med at finde den rigtig følelse i digtene. Og så har vi det også bare sindssygt sjovt, når vi arbejder sammen," siger Niels Brandt i en pressemeddelelse.

"Jeg synes virkelig, vi har gang i en rigtig fed proces. Vi bruger helt sikkert meget længere tid på det, end man traditionelt gør på lydbøger, men til gengæld gør det også, at vi kommer ind i nogle stemninger, der både spreder sig til digtene og til mange andre dele af vores liv og arbejde. Og for mig, der har læst og arbejdet meget med Strunge, er det også bare fedt, at Niels får noget helt nyt til at åbne sig i digtene. Derfor kan jeg også allerede mærke, selv om vi slet ikke er færdige, at det er et rum, jeg virkelig kommer til at savne at være i, men som jeg også glæder mig til at dele med folk," siger Caspar Eric.


Det er ikke nyt for Niels Brandt at beskæftige sig med lyrik, idet teksten til The Minds of 99's allerførste single, Det er Knud som er død fra 2014 er et digt af Tom Kristensen, skrevet i forbindelse med polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933. Hovedparten af gruppens tekster er dog skrevet af netop Niels Brandt.

Søndag 25. april 2021 udkommer de næste tre digtsamlinger i rækken af lydbøger, nemlig Michael Strunges anden, tredje og fjerde digtsamling:

Fremtidsminder (1980)


Skrigerne (1980)

Vi folder drømmens faner ud (1981)

Resten forventes ude senere på året, og lydbøgerne kommer på både lydbogstjenester og streamingtjenester som Spotify.

I musikalsk sammenhæng er Michael Strunges lyrik blandt andet kendt fra Nikolaj Nørlunds album Navnløs fra 1996 med musik til digte fra samlingen Verdenssøn fra 1985, udgivet under aliaset Simon Lack.

LÆS OGSÅ: Her er 2010'ernes ti bedste danske sange – ifølge GAFFAs skribenter

ANNONCE