Nyhed

Royal Metal Fest 2022 offentliggør ny dato og de første navne

GAFFA.dk – alt om musik

Royal Metal Fest afholdes den 1.-2. april 2022 på VoxHall, Atlas og Radar i Aarhus.

For omtrent en måned siden måtte Royal Metal Fest smide håndklædet i ringen med hensyn til dette års festival. Men fans og festivalgængere kan igen begynde at glæde sig, for nu er RMF klar med nye datoer samt de første navne. Festivalens bestyrelse skriver i en pressemeddelelse:

"Vi har arbejdet hårdt på at finde datoerne samt få rykket flest mulige bands fra 2021-udgavens plakat til plakaten i 2022, og vi kan med ro og glæde i sindet fortælle, at festivalen afholdes fredag og lørdag den 1. og 2. april 2022. I samme ombæring kan vi præsentere fem gengangere fra 2021 og ét navn, som var på plakaten i 2018; bandet skulle også have spillet i 2020.


De følgende bands vi derfor kan præsentere, i nævnte rækkefølge, er Loathe, Hideous Divinity, Unseen Faith, Ivy Crown, Cult of Lilith og Clients."

Royal Metal Fest lover løbende at opdatere, hvem de ellers får på plakaten til næste år. Læs mere om de seks annonceringer nedenfor:

Loathe (UK):


Bandet blev dannet i den rå og industrielle havneby Liverpool, hvilket deres lyd også bærer præg af; der er masser af intensitet, rå følelser, højt tempo og enorm aggressivitet med tungt stemte guitarer. Loathe viser med deres seneste album I Let You In And It Took Everything, at de har et stort katalog af inspirationskilder og en enorm genrebeherskelse. De tager lytteren på en genremæssig rejse, hvor der blandt andet krydses stier med nu-metal samt 00’ernes emo og shoegaze. Alt dette i et metalcore-format.

Hideous Divinity (IT):

Italienske Hideous Divinity var på plakaten til Royal Metal Fest i 2020 og spillede desuden på festivalen i 2018. Med sig i bagagen til festivalen i 2022 har bandet, som spiller en brutal og teknisk omgang dødsmetal, deres nyeste album LV-426 inspireret af James Camerons film Aliens, som udkommer den 23. april 2021 via Century Media Records.


Unseen Faith (DK):

Direkte fra Aarhus’ mørke undergrund finder vi kvintetten, der blæser deres fusion af melodisk metalcore og deathcore ud af højtalerne med sådan en intensitet og fart, at man er nødt til at bevæge sig for ikke at blive blæst bagover. Den 13. november sidste år udgav bandet deres andet fuldlængealbum Evoke via metal-kollektivet Prime Collective.

Ivy Crown (DK):

I København finder vi et af de mest forfriskende skud på stammen, nemlig Ivy Crown, som i 2019 udgav deres debutalbum Echo. Med albummet har kvinderne et stærkt bud på, hvordan metalcore også kan lyde. Bandet er kulminationen på tiden som Taras, hvor de spillede flere arenashows rundt i Danmark og Storbritannien.

Cult of Lilith (IS):

Fra det mørke og mystiske Island finder vi Cult of Lilith, som med masser af storslåede melodier og fuld smæk på de tekniske lækkerier byder op til en vaskeægte omgang nordisk prygl. Bandet udgav i september 2020 deres debutalbum Mara, hvilket for alvor gjorde den internationale metalscene opmærksom på deres eksistens. Mara er en plade, som fusionerer jazz, blues, flamenco og melodisk døds- og ekstremmetal i en eksplosiv cocktail.

Clients (DK):

Clients spiller i genren blackened death, men trækker også på blandt andet grind og ambient, hvor de blandt andet fremhæver Anaal Nathrakh, Ensalved og Behemoth som inspirationskilder. De fem københavnske herrer udgav i 2020 albummet A Callous Heart Rejects. Bandet så dagens lys for første gang i 2019 og har haft stor succes med deres første single-udgivelser. På kun tre uger blev singlen ”A Thousand Punctured Veins” afspillet intet mindre end 10.000 gange på Spotify.

LÆS OGSÅ: Se listen over udgivelser til Record Store Day 2021

ANNONCE