Nyhed

Spillesteder varmer op til genåbning med online-festival

GAFFA.dk – alt om musik

Warm Up Festival udgøres af otte streamingkoncerter på tværs af spillestederne som det sidste online skridt mod livekoncerterne.

Spillestederne ser frem mod den 6. maj, hvor de igen må gennemføre livekoncerter foran et publikum. Indtil da er otte spillesteder gået sammen for at skabe en online festival, som varmer op til den store genåbning.

Fra den 27. april til og med den 4. maj kan man hver dag opleve en online koncert direkte fra spillestederne. Warm Up Festival kulminerer den 5. maj, hvor radioværten Jesper Nyborg vil præsentere de bedste øjeblikke fra festivalen samt interviewe de artister, der har optrådt.


De danske artister har haft en særlig uforudsigelig skæbne under corona-tiden. Derfor har spillestederne igangsat festivalen, hvor de betaler alle omkostninger inklusive løn til artisterne. Derudover vil det under de enkelte koncerter være muligt for seerne at donere penge direkte til artisten. ”Vi ved, at artisterne har lidt under corona-krisen, og vi ved, hvor svært det har været med hjælpepakker og usikkerhed om fremtiden. Derfor prøver vi spillesteder at give noget igen. Uden artister er der ingen musik, og uden musik er der ingen kultur,” lyder det fra de otte spillesteder.

Bag Warm Up Festival står en række fynske og jyske spillesteder: Sønderborghus i Sønderborg, Godset i Kolding, Pavillonen i Grenaa, Tobakken i Esbjerg, Dexter i Odense, VoxHall i Aarhus, Paletten i Viborg og Fermaten i Herning. De siger om samarbejdet:

”Vi spillesteder har ligesom artisterne befundet os i en mærkelig tid under corona, men én god ting tager vi med videre. Båndet mellem spillestederne er blevet endnu stærkere, og vi kan støtte hinanden. Når alt kommer til alt, arbejder vi for det samme. Nemlig musikken.”


Koncerterne kan streames fra spillestedernes egne Facebook-sider.

Program

27. april, klokken 20.00 på Fermaten: Kom Vi Løber


28. april, klokken 20.00 på Godset: Earn Your Scars

29. april, klokken 20.00 op Dexter: Kaleiido (billedet)

30. april, klokken 20.00 på Dexter: Bound By Law

1. maj, klokken 20.00 på Sønderborghus: Mirja Klippel og Ida Wenøe

2. maj, klokken 20.00 på Dexter: Morten Christensen

3. maj, klokken 20.00 på Pavillonen: Bite The Bullet

4. maj, klokken 20.00 på Tobakken: The Awesome Welles

5. maj, klokken 20.00 på Pavillonen: Afslutningsprogram (uddrag af alle koncerterne med Jesper Nyborg som konferencier)

LÆS OGSÅ: MEDIE: Ekspertgruppe slukker håbet om store festivaer før sensommeren

ANNONCE