Nyhed

Afstandskrav bliver ophævet i kulturlivet – også på spillesteder

GAFFA.dk – alt om musik

Arealkravet på mindst 2 m2 pr. tilskuer på blandt andet spillesteder bortfalder 14. august

Sundhedsstyrelsen har i dag opdateret retningslinjerne om forebyggelse af smittespredning. I den forbindelse er anbefalingen om at holde mindst 1 meters afstand til andre personer i det offentlige rum fjernet – også i kulturlivet, herunder på spillesteder og festivaler, oplyser Kulturministeriet.

Med de ændrede retningslinjer ophæves afstands- og arealkrav også i kultur-, idræts- og foreningslivet. Det vil ske fra lørdag 14. august 2021, da de opdaterede krav skal indarbejdes i de gældende bekendtgørelser.


Dermed vil der fra 14. august 2021 ikke længere gælde krav om, at der skal være mindst 2 m2 pr. tilskuer, besøgende, bruger eller lignende i lokaler, hvortil offentligheden har adgang.

Arealkravet ophæves ligeledes for større arrangementer med stående publikum. Her har der hidtil været krav om mindst 2 m2 pr. tilskuer i de enkelte sektioner.

Endvidere ophæves kravet om, at der skal være mindst 1 meter eller ét tomt sæde mellem hver siddende tilskuer til indendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum.


Kulturminister Joy Mogensen siger i en pressemeddelelse:

”Jeg er glad for, at vi er kommet rigtig langt med bl.a. vaccinerne, og nu står et sted, hvor sundhedsmyndighederne vurderer, at areal- og afstandskravene kan fjernes. Det har stor betydning for bl.a. biografer og teatre, at der nu er mulighed for at lukke langt flere gæster ind til film- og teaterforestillinger.”

Der er stadig visse restriktioner på kulturområdet, nemlig som følger:


Indendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum (over 500 tilskuere)

  • Krav om sektioner à maksimalt 1.000 tilskuere
  • Krav om coronapas
  • Krav om at tilskuere sidder ned på faste pladser

Udendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum (over 500 tilskuere)

  • Krav om at tilskuere sidder ned på faste pladser
  • Krav om coronapas (kun for over 2.000 tilskuere)
  • Krav om registrering af tilskuere

Indendørs kultur- og idrætsarrangementer med stående publikum (over 500 tilskuere)

  • Krav om sektioner á maksimalt 500 tilskuere
  • Maksimalt 3.000 tilskuere i alt
  • Krav om coronapas

Udendørs kultur- og idrætsarrangementer med stående publikum (over 500 tilskuere)

  • Krav om sektioner á maksimalt 1.000 tilskuere (hæves til 2.500 fra 15. august)
  • Maksimalt 5.000 tilskuere i alt (hæves til 10.000 fra 15. august)
  • Krav om coronapas
  • Forbud mod overnatning

De fleste af disse restriktioner ophæves 1. september. Frem til den 1. oktober vil der dog stadig være krav om fremvising af coronapas ved indendørs, stående arrangmenter, eksempelvis koncerter, og ved udendørs arrangementer med flere end 2000 siddende tilskuere.

LÆS OGSÅ: OPDATERET OVERBLIK: Disse festivaler og musikevents kan du opleve denne sommer

ANNONCE