Nyhed

Love Shop udgiver nyt album – med opsigtsvækkende titel

GAFFA.dk – alt om musik

Levende mænd i døde forhold er på gaden 1. oktober

Love Shop med sanger og sangskriver Jens Unmack i front udgiver den 1. oktober deres 13. studiealbum, der har fået den noget opsigtsvækkende titel Levende mænd i døde forhold.

Om albummet udtaler gruppen og deres pladeselskab A:larm Music følgende i en pressemeddelelse:


"Hvad stiller man op, når tilværelsens rastløse rytme dæmpes af rutiner og gentagelser? Når romantikken blegner som glemte lagner, der har hængt til tørre gennem en langstrakt sensommer? Når ungdommens idealer forsvinder i et stille skred med årenes gang? Hvad bliver der af hjemmet, når børnene forlader det? Hvordan fastholde engagementet, når den tidsånd, man plejede at forstå, forvitrer til tusinder af forvirrede gespenster uden for den tilknappede ro bag lukkede døre og nyklippede hække? Hvordan holdes pulsen oppe i det meget voksne liv, når der er mere at se tilbage på end at skue på vejen fremover?"

"Man kan i det mindste starte med at have modet til at stille spørgsmålene. Det gør Love Shop i den grad på det erfarne bands studiealbum nummer 13 siden debuten i 1990." 

Tracklisten på albummet er som følger:


X

The Troubles

Kun Længes Skygger Mod Aftenens Fald


Glæden Ved At Sige Nej

På Lykken Og På Livet Og For Os

Ægte Nordic Noir 

Efterårsklassikerne

Aldrig Vinder Lykkeligt (Badlands)

Sort Bornholm

Exitstrategi

Love Shop drager kort efter udgivelsen af albummet på en turné, der bringer dem til 14 danske byer:

07.10 Thisted Musikteater, Thisted

08.10 Paletten, Viborg

09.10 Bygningen, Vejle

14.10 Skråen I Nordkraft, Aalborg

15.10 Train, Aarhus

16.10 Store Vega, København

19.10 Brundby Rockhotel, Samsø

20.10 Tobakken, Esbjerg

21.10 Godset, Kolding

22.10 Fermaten, Herning

23.10 Posten, Odense

28.10 Gimle, Roskilde

29.10 Teaterbygningen, Køge

30.10 Mantziusgården, Birkerød

Love Shop debuterede i 1990 med et album, der bar samme årstal som titel og indeholdt hittet "En nat bliver det sommer". De udgav syv album, men gik på pause i 2004, og Jens Unmack udsendte tre soloplader i årene 2005-2009. I 2008 omkom guitarist Hilmer Hassig på tragisk vis ved en trafikulykke, 48 år gammel. Han blev året efter mindet ved en hyldestkoncert i Vega, der var medvirkende til, at gruppen gik sammen igen, og i 2010 udgav de comebackalbummet Frelsens Hær.

Året efter døde bandets mundharpespiller Henrik Hall på lige så tragisk vis af kræft, 62 år gammel, og siden har gruppen fortsat med Jens Unmack som eneste officielle medlem, hvor de har udsendt yderligere fire album, der altså snart bliver fulgt af et femte. I studiet og live bliver Unmack bakket op af en fast gruppe musikere alias Mika Vandborg (guitar), Mikkel Damgaard (keyboard) og Thomas Duus (trommer), mens bassen i perioder er blevet betjent af Thomas Risell, andre gange af Nis Tyrrestrup.

Alle Love Shops album har fået enten fire eller fem stjerner af GAFFAs anmeldere, bortset fra Anti fra 2001, der kun modtog tre stjerner, men til gengæld blev kåret til årets danske album af GAFFAs samlede anmelderstab på daværende tidspunkt. Deres hidtil seneste album, Brænder boksen med smukke ting fra 2019 modtog fire stjerner.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Jens Unmack og co. rider videre på bølgen

Varm op med det kommende albums anden singleforløber, "Ægte Nordic Noir":

 

ANNONCE