GAFFA.dk – alt om musik
Oplev sangene fra Getting Angry, Baby i Vega til februar
Det blev til intet mindre end de maksimale seks stjerner fra GAFFA, da den københavnske sanger, sangskriver og harpenist Selma Judith den 20. august udgav sit debutalbum Getting Angry, Baby. Den 19. februar 2022 kan man opleve sangene live, når Selma Judith giver koncert i Store Vega i København.
Om albummet skrev GAFFAs anmelder blandt andet: "... de 20 numre, som pladen byder på, er hver især små genistreger, der tilsammen skaber en begavelse af en debut, man kan høre er skabt af en kvinde, der i den grad har forstand på både at gribe de klassiske og poppede elementer an og fusionere dem ind til nye former og formater, man ikke har hørt magen til andre steder. Alligevel lyder det aldrig som en kraftanstrengelse, men blot ren leg for Selma Judith og co., som formår at skabe lydbilleder og fortællinger, der fra øregangen kryber ind i brystkassen, varmer godt og bliver siddende længe efter."
LÆS OGSÅ: Fabelagtig debut fra Danmarks nye talent-troubadour
Som nævnt indeholder albummet hele 20 numre og i alt 77 minutters spilletid, altså det dobbelte af et typisk album. Endnu er albummet kun udgivet digitalt, men det udkommer på dobbelt vinyl til november.
Albummet har fået sin titel efter Edward Albees teaterstykke Who’s Afraid of Virginia Woolf? (1962, filmatiseret i 1966 med Elizabeth Taylor og Richard Burton i hovedrollerne), som er et af Selma Judiths favoritstykker. Spørgsmålet ”Getting angry, baby?” kommer fra en scene, hvor de to hovedpersoner, Martha og George, er midt i et skænderi, hvor den kvindelige hovedrolle prikker til sin mand i håb om, at han bliver sur. På en måde er titlen en ode til en irriterende kvinde, som får plads til bare at være ”en pain in the ass”, og på en måde repræsenterer den scene også Selma Judiths forhold til sin karriere, fortalte hun for nylig til GAFFA.
– Det er lidt den måde, jeg har det med branchen. Jeg er frustreret over identitetshysteriet på de sociale medier, og jeg synes, at musikbranchen kan være lidt Kejserens Nye Klæder, men der er også bare nogle sindssygt dejlige mennesker, som er vildt dygtige. Det er det her svære ægteskabelige forhold, som man også kan have til andet end bare personer. Og så kan jeg godt relatere til lysten ved at prikke til folk eller til instanser og se, hvor grænsen går, mens ordet ”baby” er det ultimative poppede ord. Den kontrast mellem vrede og popmusik er ret fed, forklarede hun.
LÆS OGSÅ: SELMA JUDITH-INTERVIEW: "Det handler fucking ikke om mig"
Billetsalget til koncerten er netop begyndt via vega.dk og Ticketmaster
Selma Judith kan også opleves på festivalen Tomorrow i Valbyparken denne weekend, den 3.-4. september.
LÆS OGSÅ: Bæredygtigheds-festivalen Tomorrow klar med det fulde program
Varm op med en liveudgave af "Hollow Grounds" fra Selma Judiths debutalbum: