Nyhed

Shoegaze/metal-bandet MØL holder releasekoncert for nyt album

GAFFA.dk – alt om musik

Aarhus-gruppen udgiver deres andet album Diorama den 5. november

Det aarhusianske shoegaze/metalband MØL holder releasekoncert på Hotel Cecil i København den 6. november i anledning af udgivelsen af deres andet album, Diorama, som udkommer 5. november.

Albummet udsendes på et af verdens største metalselskaber, Nuclear Blast, der har afdelinger i USA, Tyskland og Brasilien og har udgivet navne som Slayer, Sepultura, Anthrax, Machine Head, Opeth og mange flere. Det er indspillet og mixet af Tue Madsen (Gojira, Meshuggah, Heaven Shall Burn med flere), og udgivelsens artwork er skabt af den visuelle kunstner Jon Gotlev // NO HEROES (Hiraki, Eyes).


Diorama er ifølge en pressemeddelelse en naturlig forlængelse af MØLs aggressive lyd med hvirvlende guitarer og hvæsende vokaler, tilsat shoegazens drømmende melodier. Bandet er inspireret af navne som 90'er-shoegaze-grupperne My Bloody Valentine og Slowdive og post-metalbands som Lantlôs og Alcest, der er kommet frem efter årtusindskiftet.

MØL udgav deres anmelderroste debutalbum Jord i 2018 via det britiske selskab Holy Roar, men brød sidste år med selskabet, efter at dets grundlægger og leder blev beskyldt for seksuelle overgreb, og selskabets resterende ansatte derefter sagde op. Gruppen udtalte ved den lejlighed, at bruddet udelukkende var en professionel beslutning.

LÆS OGSÅ: Dansk succesband bryder med pladeselskab efter frygtelige anklager


MØL er ikke det eneste aarhusianske metalband, der udgiver på et stort internationalt selskab. BAEST udgiver via tyske Century Media, og i januar skrev Aarhus-bandet LIVLØS kontrakt med østrigske Napalm Records, der blandt andet udsender Bodom After Midnight, Cavalera Conspiracy og københavnske Konvent. 

Billetsalget til koncerten på Hotel Cecil er netop begyndt på Ticketmaster.

Forud for det kommende album har MØL udgivet singlen “Photophobic” sammen med en gyser-inspireret musikvideo instrueret af holdet M2 i Aarhus med instruktør Kasper Jensen.


"'Photophobic' handler om benægtelse og selvbedrag. En frygt for, at ens fortid er til frit skue for alle,” forklarer bandets vokalist Kim Sternkopf. “Sangen forsøger at indkapsle rædslen ved at tvinge sig selv igennem den smertefulde, men vigtige rejse ind i sig selv og sin fortid.”

Se videoen nedenfor og allernederst MØLs eksplosive optræden til GAFFA-Prisen 2019:

LÆS OGSÅ: MØL-INTERVIEW: Fusionsmetal fra Østjylland

ANNONCE