GAFFA.dk – alt om musik
Videoen "The Dawn is Coming" tæller ned til snarlig single
The Weeknd har netop offentliggjort en teaser til en ny sang i form af en knap to minutter lang animeret video med titlen "The Dawn is Coming". Se videoen og hør teaseren nedenfor.
I videoen kan man høre introen til sangen, der er et elektronisk orienteret up-tempo-nummer ikke langt fra den 80'er-orienterede stil, den canadiske kunstner med det borgerlige navn Abel Makkonen Tesfaye havde og stadig har kæmpesucces med på albummet After Hours fra marts 2020.
The Weeknd teasede for et par uger siden et nyt album – eller i hvert fald en samling af sange (det kunne jo også være en ep) – i en række tweets.
"Vi er snart færdige," tweetede sangeren med det borgerlige navn Abel Tesfaye fulgt af et compact disc-ikon, og i de følgende tweets skrev han "Er virkelig stolt af den her. Wow", "Giver den massage nu, er sød ved den, giver den noget kærlighed" og endelig: "Bare for at der ikke er nogen forvirring: Det er et helt værk".
After Hours, der var The Weeknds fjerde album – han har også udgivet tre mixtapes og en ep – var et af de globalt mest streamede og solgte album i 2020 og var eksempelvis det næstmest streamede og solgte album i både USA og Danmark. The Weeknd optrådte også til Super Bowl-finalen i februar, men til gengæld blev albummet ikke nomineret til en eneste Grammy, hvilket overraskede mange – ikke mindst The Weeknd selv, og han kaldte ved den lejlighed Grammy-komitéen "korrupt". Han har dog blandt andet modtaget en Brit Award og hele 10 Billboard Awards på baggrund af albummet.
LÆS OGSÅ: The Weeknd vil stadig boykotte Grammys trods procedureændring
Albummet, der blandt andet indeholder megahittene "Blinding Lights" og "Save Your Tears", bliver stadig streamet meget. I denne uge ligger det eksempelvis på en ottendeplads på den danske albumhitliste og nummer 13 i USA.
The Weeknd drager næste år på USA- og Europaturné og giver koncert i Royal Arena både 15. og 16. september 2022. Koncerten den 16. september er udsolgt, mens der er få billetter til den 15. september.
Se teaservideoen "The Dawn Is Coming":