Nyhed

UNDERSØGELSE: Hvilke sangskrivere har det største ordforråd?

GAFFA.dk – alt om musik

Tre kvinder topper listen

Hvilken sangskriver har egentlig det største ordforråd? Er det Nobelprismodtageren Bob Dylan eller måske en aktuel popstjerne? Og var sangskriverne mon bedre i de gode gamle dage? Det har hjemmesiden Wordtips – der primært har til hensigt at hjælpe scrabble-deltagere med at finde det rigtige ord – sat sig for at undersøge, skriver NME, og resultatet rummer flere overraskelser. 

Wordtips har inddelt kunstnerne i to kategorier, dels de 100 mest spillede kunstnere på Spotify, dels de 100 største sangere til alle tider udvalgt af Rolling Stone, og så har de frasorteret dels dem, der ikke selv skriver deres sange, dels rapperne, der er i en kategori for sig selv med et generelt større ordforråd. Herefter har Wordtips talt ord i de respektive kunstneres samlede bagkatalog og så opgjort, hvor mange af disse ord der er unikke, altså når de optræder første gang. Der medvirker kun kunstnere, der har udgivet mindst 25 selvskrevne sange.


Og det er en af legenderne, der har det største ordforråd, nemlig Patti Smith, der topper listen med 217 unikke ord per 1000 ord i sine tekster. Patti Smith er da også kendt som forfatter med adskillige bøger på cv'et, blandt andet den National Book Award-prisvindende selvbiografi Just Kids fra 2010, selvom hendes bøger altså ikke tæller med i dette regnskab.

Nummer to, tre og fire på listen er også anerkendte sangskriverne med flere årtier på bagen, nemlig fra toppen Joni Mitchell (199 unikke ord per 1000), Björk (197 unikke ord per 1000) og The Doors-sanger Jim Morrison (177 unikke ord per 1000). Jim Morrison er i øvrigt den eneste mand i top fem, så her er til en afveksling en liste fra musikbranchen med kvindelig dominans.

Nummer fem på listen er den første aktuelle popstjerne, nemlig Billie Eilish (169 unikke ord per 1000), der da også har fået mange roser for sine tekster. Lidt mere overraskende er det måske, at den næste aktuelle stjerne er Harry Styles (159 unikke ord per 1000), og at denne ligger over en legende som Radiohead-sanger Thom Yorke (151 unikke ord per 1000).


Og hvor ligger Bob Dylan, den eneste sangskriver, der til dato har modtaget Nobelprisen i litteratur (for sine sange og ikke de bøger, han også har skrevet), så på denne liste? Ja, han har faktisk et mindre ordforråd end eksempelvis Billie Eilish og Harry Styles med blot 130 unikke ord per 1000. Wordtips' forklaring på dette er, at Bob Dylans bagkatalog er så stort – 39 studiealbum plus det løse – at hans ellers store ordforråd i de enkelte sange bliver udvandet, når ordene gentages i andre sange. Det bliver spændende at se, hvor Eilish og Styles vil ligge på listen, hvis de også når at udgive 39 album.

Taler vi reelle tal, vinder Bob Dylan til gengæld med længder. På sine 39 album plus det løse har han brugt i alt 12.285 unikke ord, mens afdøde Prince ligger nummer to med i alt 11.430 unikke ord. Nummer tre er Elton Johns faste tekstforfatter Bernie Taupin med i alt 9467 unikke ord. Her er der slet ingen kvinder i top 10.

Eneste dansker på listen er Lukas Forchhammer fra Lukas Graham, der ligger lidt under midten med 102 unikke ord per 1000. Det gennemsnitlige ordforråd fra en aktuel kunstner er 107 unikke ord per 1000, mens legenderne ligger lidt højere med 124 unikke ord per 1000.


I bunden af top 50 finder vi en aktuel kunstner som r&b-sangeren Trey Songz og en legende, den nu afdøde soulsanger Luther Vandross, der begge kun præsterer 66 unikke ord per 1000. 

Den sang af de undersøgte kunstneres, der har allerflest unikke ord, er The Velvet Undergrounds "The Murder Mystery" fra 1969 skrevet af Lou Reed med i alt 639 unikke ord. Sangen er da også ganske lang og varer knap ni minutter.

Se hele undersøgelsen her

Tilbage i 2017 lavede GAFFA i øvrigt en tilsvarende undersøgelse for danske sangskrivere, og den indeholdt også flere overraskelser.

LÆS OGSÅ: Hvilken dansk sangskriver har det største ordforråd?

Hør The Velvet Undergrounds "The Murder Mystery":

ANNONCE