GAFFA.dk - alt om musik
Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste danske og udenlandske album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Emilie Schjeldahl.
Årets internationale album:
6. James Blake - Friends That Break Your Heart
James Blakes karakteristiske vokal er i sig selv nok til at fange min opmærksomhed. På Friends That Break Your Heart har James Blake taget sine mange års erfaring og gjort dét, som han er allerbedst til, nemlig at give fuld hammer på velproducerede og smertefulde kærlighedssange. Sange som “Life Is Not The Same” og “Coming Back” er hjerteskærende gode. Pladen fortjener uden tvivl en plads på listen.
5. Clairo - Sling
Når jeg tænker på lo-fi, bedroom pop, tænker jeg automatisk på Clairo. Claire Cottrill begyndte på YouTube og har siden udgivet debutpladen Immunity og efterfølgende Sling - et album, der i høj grad handler om selvindsigt, familie og mentalt helbred. Særligt den vintage-agtige popsang "Amoeba" er et højdepunkt for mig. Clairos bløde, nærmest hviskende stemme komplementerer den dybe basgang helt perfekt. Det er indiepop, når det er bedst.
4. Sam Fender - Seventeen Going Under
Jeg var virkelig stor fan af Sam Fenders debutplade, og derfor var glæden enorm, da Seventeen Going Under udkom. Pladen byder på britisk indierock med en snert af Springsteen og gode mængder samfundskritik. Teksterne er virkelig relaterbare og byder på one-liners som "i was far too scared to hit him, but I would hit him in a heartbeat now". Denne linje fra "Seventeen Going Under" blev en slags anthem på TikTok - og af gode grunde. Det er den optimale "skråle-med-på-sang", og jeg kan ikke vente med at se Fender live.
3. Tyler, The Creator - Call Me If You Get Lost
Tyler, The Creator er, for mig, en af de mest interessante artister på den internationale musikscene lige nu. Med sin enorme kreativitet, storytelling og æstetiske sans har han endnu en gang formået at skabe et mesterværk i form af Call Me If You Get Lost, der med sin mixtape-inspirerede lyd kan opfattes som Tylers kærlighedserklæring til rap og old-school hiphop. Han formår at kombinere humoristiske bemærkninger a la ”Momma Talk” med seriøsitet a la “Manifesto”, der kommenterer Black Lives Matter-bevægelsen. Det er en plade, der absolut bør lyttes til i sin intenderede rækkefølge, da overgangene mellem de forskellige tracks er helt fænomenale.
2. Billie Eilish - Happier Than Ever
I vidste det jo godt. Selvfølgelig er Billie på listen. Mine forventninger var skyhøje efter hendes vanvittige debutudgivelse, men Happier Than Ever skuffede bestemt ikke. Min afsluttende bemærkning til Tylers plade kan gentages for Happier Than Ever. Overgangene mellem sangene er ovenud tilfredsstillende, og særligt øjeblikket hvor “NDA” glider ind i “Therefore I Am” er for mig et højdepunkt. Billies sangtekster er mere modne på denne plade og indeholder en vis feministisk flabethed og hudløs ærlighed. Samtidig peger det soniske på en y2k-lyd, der på mange måder har fået en renæssance i 2021, og som står i perfekt kontrast til Billies himmelske vokal og Finneas’ elektroniske produktioner.
1. Luke Hemmings - When Facing The Things We Turn Away From
Dette album er uden tvivl min personlige favoritudgivelse i år. When Facing The Things We Turn Away From er et introspektivt, ærligt og råt album skabt i corona-isolation. Pladen er Hemmings’ første soloprojekt. Han har dog været frontmand i bandet 5 Seconds of Summer i 10 år, hvilket på sin vis forklarer albummets høje kvalitetsniveau. Hemmings vender vrangen udad og synger om sine indre, mentale skavanker til et lydtæppe af drømmende indiepop. Det er et album, der både sonisk og lyrisk giver mig gåsehud ved hvert lyt. Det byder både på popbangers som ”Motion” og ”Starting Line” samt eksperimentelle produktioner som ”A Beautiful Dream” og ”Place In Me”. Og så spiller Hemmings oven i købet alle instrumenterne selv. A+
LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album
Årets danske album:
4. Go Go Berlin - Expectations
Go Go Berlin har eksisteret i min musikalske bevidsthed i mange år efterhånden. Jeg har både oplevet dem på bøgescenerne på Smukfest og i de intime rammer på Café von Hatten i Randers. Uanset størrelsen på såvel spillested som publikum sparker Go Go Berlin altid røv. Jeg har ligeledes fulgt deres overgang fra den rockede lyd på New Gold og Electric Lives til den poppede lyd på The Ocean og nu Expectations - det perfekte album til at sætte gang i en falmende fredag aften. Mine højdepunkter er ”Better off Alone”, ”Palms in California” og ”See the Light”, hvor Christian Viums vanligt sprøde stemme shiner i samarbejde med de lækre guitarriffs og basgange.
3. Bremer/McCoy - Natten
Min rejse med Bremer/McCoy startede, da jeg gik i gymnasiet. Deres kompositioner dominerede mine diverse ”lyt til dette når du skal panik-skrive dine engelskopgaver om natten”-playlister. Det kaotiske forhold mellem denne fænomenale jazz-duo og mig blev dog med tiden et fast og stabilt et af slagsen. Natten har været en fast del af min morgenrutine siden udgivelsen, da sange som ”Gratitude” og ”Aurora” føles som et varmt kram, hvilket vi jo alle har sukket efter i år. Og så er vinylen uden tvivl på min indkøbsliste.
2. Guldimund – Dem, vi plejede at være
I 2021 fik jeg fornøjelsen af at opleve Asger Nordtorp Pedersen og band spille Musikhusets Store Scene i forbindelse med Spot Festival. Til denne koncert fik Guldimund performet en håndfuld sange fra Dem, vi plejede at være, som både fremprovokerede glæde, gråd og kuldegysninger. ”Brænder stadig” blev afrundet med smuk fællessang, som jeg stadig hører oppe i mit hoved, når jeg lytter til den indspillede version. Det er forfriskende med så ærlige og rå danske sangtekster.
1. Prisma - Inside Out
Denne ep indtager førstepladsen på min liste over nationale favoritter. Sange som ”Seven Greedy Girls” og ”Villains of the Night” vil i fremtiden bringe erindringer om mit praktikforløb med store mængder kaffe og deadlines på GAFFAs kontor. Ep'en har været i kraftig rotation, siden den udkom, og jeg er overbevist om, at dette blot er starten på en succesfuld karriere for Prisma.
LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album
Om anmelderen:
Jeg er 24 år, ægte randrusianer og stereotypisk krebs. Til sommer kan jeg kalde mig selv cand.mag. i kommunikation med en bachelor i æstetik og kultur, og så har jeg netop været i praktik hos GAFFA i efteråret 2021. Selvom jeg faldt i søvn til min allerførste koncert, og jeg på ingen måde kan finde ud af at synge, er jeg stadig en kæmpe musikelsker og formår altid at finde penge til koncerter i det smalle SU-budget - særligt hvis The 1975 gæster vore breddegrader.
