Nyhed

Bred politisk aftale skal kvalitetssikre de kunstneriske uddannelser

GAFFA - alt om musik

Der indføres professionelle bestyrelser på landets kunstneriske uddannelser, som samtidig skal gøres mere erhvervsrettede

En række partier på tværs af det politiske spektrum er netop blevet enige om en ny aftale omkring landets kunstneriske uddannelser, som blandt andet inkluderer musikkonservatorierne, film- og billedkunstskolerne. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Det nye aftale betyder, at der indføres professionelle bestyrelser på uddannelserne, som samtidig i højere grad skal målrettes et arbejdsliv efter endt uddannelse. "Forretningsforståelse og forberedelse til et kommende arbejdsliv som kunstner skal være en integreret del af undervisningen i kunstnerisk praksis, blandt andet med inddragelse af aftagermiljøer", lyder det således fra ministeriet.


”Vi skaber nu ro om de kunstneriske uddannelser, så kunsten igen kan komme i fokus. De kunstneriske uddannelser er vigtige uddannelses- og kulturinstitutioner, som bidrager til et rigt dansk kunst og kulturliv," udtaler den nyligt udnævnte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og tilføjer:

"Med aftalen sikrer vi, at der nu kommer professionelle bestyrelser, så vi kan styrke ledelsen på uddannelserne. Derudover betyder aftalen, at uddannelserne fremover vil få mere fokus på den kunstneriske praksis.”

LÆS OGSÅ: STORT ANE HALSBOE-INTERVIEW: "Jeg satser hele butikken på at stå på Roskilde næste år"


Politikere fra begge fløje udtrykker tilfredshed med den nye aftale. ”Enhedslisten har længe arbejdet for etablering af selvstændige bestyrelser på de kunstneriske uddannelser, hvor også de studerende og de ansatte kan være direkte repræsenteret," siger Enhedslisten Søren Søndergaard og tilføjer:

"Denne vigtige målsætning er blevet sikret med denne aftale. Selvom aftalen på nogle punkter ville være formuleret anderledes, hvis vi alene kunne bestemme, så bakker vi op om dette demokratiske fremskridt.” Også hos Dansk Folkeparti er man tilfredse med aftalen:

“Dansk Folkeparti ser med tilfredshed, at der med denne aftale sikres professionelle bestyrelser for de kunstneriske uddannelser, som et væsentligt element i at sikre kvaliteten og den kunstneriske udvikling af uddannelserne,” udtaler Jens Henrik Thulesen Dahl fra DF.


Netop kvalitetssikringen er et afgørende element for Venstre, der også bakker op om aftalen. "For Venstre er det vigtigt at sikre, at der er en forbindelse med de kunstneriske uddannelser og verden udenfor," siger Venstres Jan E. Jørgensen og uddyber:

"Vi har desværre set en række eksempler, hvor nogle af uddannelserne ikke været i stand til at varetage deres opgaver betryggende. Mest berygtet er sagen med Kunstakademiet, hvor en institutleder i et mærkværdigt stunt destruerede en buste af Frederik V, men der har været andre sager blandt andet om chikane og dårligt arbejdsmiljø. Det rettes der nu op på – alle kunstneriske uddannelser får tilknyttet professionelle bestyrelser med kompetente medlemmer, så vi forhåbentlig undgår lignende sager fremover."

 

ANNONCE