Nyhed

Leonard "Hub" Hubbard fra The Roots er død, 62 år gammel

GAFFA - alt om musik

Han spillede med The Roots i 15 år

Leonard “Hub” Hubbard, som spillede bas i The Roots gennem en længere årrække, er død i en alder af blot 62 år. Hubbard, som led af kræft, blev indlagt i onsdags, efter ellers at have været i bedring indtil for få uger siden. Nu er han død, skriver internationale musikmedier idag.

Hubbard var med i The Roots fra 1992 og frem til 2007 - samme år, som han blev diagnosticeret med kræft i blodet. "Det er med tunge hjerter, at vi siger farvel til vores bror Leonard Nelson Hubbard", hed det i en udtalelse fra The Roots på deres sociale medier tidligere i dag (17. december), og videre: "Må din transition bringe fred til din familie, dine venner, dine fans og alle os, som elskede dig."


 

Hubbard medvirkede på en række af gruppens tidlige album, fra og med debuten Organix fra 1993. Game Theory fra 2006 var det sidste album med gruppen, som han medvirkede på. Han blev dog genforenet med sine gamle makkere ved flere lejligheder, herunder den årligt tilbagevende begivenhed Roots Picnic i både 2008 og 2010.


LÆS OGSÅ: The Roots-rapperen Malik B er død

Til Inquirer har Hubbards enke, Stephanie Hubbard, fortalt, at han kort inden sin død nåede at færdiggøre et album i eget navn. "Han ville gerne være kendt for den musik, han komponerede. Før han døde, sad han oppe om aftenen, lyttede til musikken og var meget glad for den", udtaler enken om solooptagelserne, som byder på gæsteoptrædener fra blandt andre Ben Harper og Vernon Reid.

For fem år siden lagde Hubbard sag an mod sine tidligere bandkammerater Questlove og Black Thought, idet han mente, at han juridisk set var medejer af The Roots og ikke fik den betaling, han var kontraktligt berettoget til. I skrivende stund er denne sag endnu ikke afgjort. I sommeren 2020 døde et andet mangeårigt medlem af The Roots, Malik B, i en alder af blot 47 år.


ANNONCE