Nyhed

Regeringen vil lukke kulturlivet for at bremse smitte

GAFFA.dk – alt om musik

Spillesteder, biografer, museer, teatre og andre dele af kulturlivet bør lukke for at bremse den stigende coronasmitte i samfundet, siger statsministeren på et pressemøde.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag.

Det samme gælder for lokaler til idrætsarrangementer med betalende tilskuere, kunsthaller samt zoologiske anlæg og akvarier.

- Vores mål er stadig at holde så store dele af samfundet åbent som muligt, siger Mette Frederiksen.

- Vi har behov for at dæmpe aktiviteten. Vi skal alle begrænse vores sociale kontakter, siger statsministeren.


Tiltaget er et af mange, som er præsenteret fredag af regeringen. Tiltagene fra regeringen er lagt på bordet, efter at Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen omkring coronahåndtering, er kommet med sine anbefalinger til yderligere restriktioner.

Statsministeren tilføjer, at der vil være økonomisk kompensation til dem, der bliver ramt af restriktioner.

- Det er regeringens forslag, at de dele af erhvervs- og kulturlivet, der rammes, får adgang til kompensation, så længe restriktionerne gælder, siger Frederiksen.


Alt dette kræver dog først, at der ikke er et politisk flertal imod regeringens anbefalinger. Det afgøres i Folketingets epidemiudvalg.

- Jeg vil gerne afslutningsvis rette en appel til Folketingets partier om at bakke op om myndighederne, siger Frederiksen.

Epidemiudvalget mødes efter planen efter pressemødet.


Udvalget var indkaldt til møde klokken 13, altså en time før pressemødets begyndelse. Men mødet blev rykket, fordi blandt andre Venstre protesterede over en meget kort frist for indkaldelsen af mødet.

Regeringen inviterede fredag klokken 10.30 til pressemøde om coronasituationen klokken 14. Uden at have indkaldt Epidemiudvalget til møde.

Klokken 10.45 var partiernes sundhedsordførere indkaldt til virtuelt møde i Sundhedsministeriet, og først klokken 12 blev Epidemiudvalgets medlemmer inviteret til møde klokken 13. Det har skabt kritik fra både rød og blå blok.

/ritzau/

Opdatering: Ifølge TV2 lægger Epidemikommissionen op til, at de nye restriktioner skal gælde i fire uger

ANNONCE