Nyhed

VIDEO: Dave Grohl og Greg Kurstin fortolker Van Halen-klassiker

GAFFA.dk – alt om musik

Duoen er i fuld gang med dette års Hanukkah Sessions

Foo Fighters-sangeren Dave Grohl og musikproduceren Greg Kurstin er igen i år gået sammen for at skabe de såkaldte Hanukkah Sessions, og i den forbindelse giver duoen deres bud på Val Halens klassiske hit ”Jump” fra 1984. Det skriver NME.

Projektet, som de to kunstnere skabte sammen sidste år, går ud på, at Grohl og Kurstin fremfører coverversioner af numre, der oprindeligt er sunget af jødiske kunstnere. Dette folder sig ud otte nætter i træk i anledning af den jødiske højtid Hanukkah, også kaldet the Festival of Lights. Festivalen fejrer genindvielsen af templet Jerusalem i år 165 før vor tidsregning, efter at grækerne havde vanhelliget det, og finder i år sted fra den 28. november til den 6. december.


Følgende forklaring om sangvalget er blevet delt via Foo Fighters' Twitter-konto:

“Som muligvis den mest højlydte og hårdt rockende jøde har David Lee Roth krediteret sin Bar Mitzvah-forberedelse som sin tidligste vokaltræning. Han blev en rockstjerne den dag, han blev en mand.”

Indtil videre har duoen desuden fortolket Lisa Loebs ”Stay (I Missed You”) (1994), Barry Manilows ”Copacabana” (1978) og Ramones ”Blitzkrieg Bop” (1976).


LÆS OGSÅ: VIDEO: Dave Grohl og Greg Kurstin fortolker Beastie Boys' "Sabotage"

Sidste års Hanukkah Sessions bød blandt andet på coverversioner af sange fra Drake, Peaches, Beastie Boys og The Velvet Underground. Ved 2020-udgavens afslutning delte Grohl et par ord om projektets betydning for ham:

”Mens 2020 nærmer sig enden, og endnu en Hanukkah slutter (min første!), bliver jeg mindet om de to ting, som har fået mig igennem dette år: musik og håb. Dette projekt, der oprindeligt begyndte som en fjollet idé, voksede til at repræsentere noget meget vigtigere for mig. Det viste mig, at den simple gestus med at sprede lykke og glæde rækker langt, og mens vi ser fremad, bør vi alle gøre en indsats for at gøre det, uanset hvor mange lys der er tilbage at tænde på menorahen.”


Sangeren har tidligere udtalt, at mange af hans projekter med gruppen Foo Fighters ligeledes er begyndt som skøre idéer. Dette har blandt andet medført, at fans af Foo Fighters nu kan se frem til at se Grohl og resten af bandmedlemmerne, Taylor Hawkins, Nate Mendel, Pat Smear, Chris Shiflett og Rami Jaffee, i den kommende gyserkomedie Studio 666, som rammer de amerikanske biografer i februar 2022. En international udgivelsesdato skulle være lige om hjørnet.

Se Grohl og Kurstin fortolke Van Halen her:

ANNONCE