Nyhed

VIDEO: Se Drew Sycamores nye musikvideo til "Bodytalk"

GAFFA.dk - alt om musik

Singlen er fra popsangerens nyeste plade 

Drew Sycamore har netop delt sin nye musikvideo til singlen "Bodytalk", der er fra hendes nyeste plade, Sycamore, som udkom tidligere på året. På singlen viser Drew en mere følsom og klar vokal end på hendes andre hits, og musikvideoen bakker op om dette. I videoen optræder Drew under et sort-hvidt filter og blotter sig både følelsesmæssigt og bogstavelig talt. Se musikvideoen nederst i artiklen.

Skriveprocessen bag hendes debutalbum Brutal, der udkom tilbage i 2019, havde været en meget perfektionistisk proces. Men på det seneste album, Sycamore, forsøgte Drew at slippe kontrollen og give plads til en mere fri proces:


”Jeg skulle ud, hvor jeg ikke kunne bunde, give slip for kontrollen og gå efter mavefornemmelsen. For eksempel er nummeret ”I Wanna Be Dancing” ren energi, en frihedsproces samtidig med dybde og samhørighed,” fortæller hun i en pressemeddelelse. 

Sycamore, der er det andet album i rækken fra sangeren, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev, at "Drew Sycamore cruiser sikkert på girl power-musikbølgen".  

LÆS OGSÅ: Drew Sycamore cruiser sikkert på girl power-musikbølgen


Drew begyndte sin musikalske karriere i DREWHILL, en elektronisk duo med Philipp Hill. Efter seks år i England vendte hun tilbage til Danmark i 2015, hvor hun startede sin solokarriere og blandt andet skrev sange for artister som Medina, Gulddreng og Dúné.

Solokarrieren har hun haft stor succes med. 2021 har været et bevigenhedsrigt år for den danske popsanger. Hun har haft tre nummer et-radiohits – på stribe. "Take It Back", "I Wanna Be Dancing" og "45 Fahrenheit Girl" har alle været i kraftig rotation. Derudover vandt hun for nyligt P3 Guld hovedprisen samt to Danish Music Awards for Årets Danske Radiohit og Årets Solist. 

Drew Sycamore har også været nomineret til internationale priser, blandt andet til MTV European Music Awards 2021, for Best Nordic Act samt til UK Music Video Awards 2021, hvor hun vandt Best Pop Video - Newcomer. 


Hun fortsætter de høje ambitioner ind i det nye år, hvor hun vil indspille ny musik og efterfølgende udgive et tredje album. 2022 vil også byde på en masse koncerter henover sommeren og efteråret, hvor Drew blandt andet gæster en række festivaler, herunder NorthSide, Tinderbox, Smukfest og Jelling Musikfestival. 

LÆS OGSÅ: P3 PRIS-VINDER DREW SYCAMORE: ”Jeg anede ikke, hvem der lyttede til min musik, men nu har jeg mødt dem”

Se Drew Sycamores nye musikvideo til singlen "Bodytalk" lige her:

ANNONCE