GAFFA.dk – alt om musik
Vaccineplan giver styrket optimisme
Nibe Festival er positive omkring 2021. "Der er styrket optimisme i Nibe – ikke mindst efter sundhedsmyndighedernes positive og konkrete udmelding primo januar. En vaccineplan, som efter planen skulle nå mål inden Nibe Festival, giver tro på og håb om, at festivalen kan afvikles i den smukke Skalskov i dagene 30. juni – 3. juli 2021," siger festivalleder Peter Møller Madsen i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at festivalen derfor har valgt at opgradere campingområdet massivt. "Campen" får "bedre service, muligheder for lejrområder, mere plads og meget mere fest", flyttes til øst for Skalskoven og kommer til at hedde Camp Øst.
Det nye campingområde forbindes med festivalområdet med en knap 500 meter skovsti fyldt med "fuglekvidder, fed fornemmelse og festivalstemning," for at bruge festivalens egne ord.
Det vil stadig være gratis at bo i campingområdet – medmindre man foretrækker at leve campinglivet i caravanområdet eller bestiller et opstillet telt.
Et andet nyt område bliver Camp Vest, som bliver placeret på engen under ”Nibe-hækken”. Området kommer blandt andet også til at huse Lux Camp, som i samme omfang bliver en smule udvidet og opgraderet. Camp Karma videreudvikles i samme område.
”Vi har meget store forventninger til de nye campingområder, som kommer til at løfte ikke bare festivalen fremadrettet, nej, helt sikkert også oplevelsen for vores mange overnattende festivalgæster. Og det er uanset alder, temperament og behov,” udtaler festivalleder Peter Møller Madsen og fortsætter:
”Vi er dybt taknemmelige over, at så utroligt mange festivalgæster ikke bare har valgt at overføre deres billet. De, der bor på betalingscamps har stort set alle valgt at beholde deres plads. Det forpligter helt sikkert, og netop derfor er vi så glade for, at den her store opgradering sker netop i 2021.”
Endnu har festivalen ikke offentliggjort nogle navne for 2021, men det forventer man at gøre snart, og man satser på at videreføre den musikalske retning, som var sat, da Covid-19 satte en stopper for Nibe 2020, som havde blandt andre Lukas Graham, det gendannede Malurt, Benjamin Hav og Alphabeat på plakaten. Det endelige program forventes at være på plads omkring 1. april.
LÆS OGSÅ: VIROLOG: Vaccine-plan letter meget på festival-situationen – men intet er sikkert