Nyhed

Rapporter: Indie-darlings deltog også i demonstrationerne for Trump

GAFFA.dk – alt om musik

Ariel Pink og John Maus var også til stede foran Det Hvide Hus

De ofte anmelderroste amerikanske indiemusikere Ariel Pink og John Maus var også til stede blandt Donald Trumps tilhængere ved gårsdagens demonstration foran Det Hvide Hus, skriver magasinet Dummy. En demonstration, der endte i optøjer, da en lang række af deltagerne herefter trængte ind i den nærliggende kongresbygning og forsøgte at stoppe den formelle godkendelse af præsidentvalget den 3. november.

Rygter om Pinks og Maus' tilstedeværelse har blomstret på sociale medier. En Twitter-bruger skal have delt en eller anden form for bevis for, at Pink, Maus og filmskaberen Alex Lee Moyer var til stede ved begivenhederne i går. Dette tweet er siden blevet slettet.


En anden bruger har dog delt et billede af de tre på et hotel i nærheden og en film med John Maus, hvor han tilsyneladende er til stede ved demonstrationen.


Ariel Pink har på Twitter bekræftet, at han deltog i demonstrationen, men at han opførte sig fredeligt.

"Jeg var i Washington D.C. for at vise min støtte til præsidenten på fredelig vis. Jeg deltog i forsamlingen på plænen foran Det Hvide Hus og gik tilbage på hotellet og tog en lur," svarer han en bruger.

Ariel Pink er tidligere gået ud med sin støtte til Trump. Også i dag tweetede han "Stem på Trump" og delte et filmklip, der viser Joe Bidens angiveligt racistiske historie, og hvordan den tidligere førstedame Michelle Obama angiveligt lyver om Trump.

John Maus, der tidligere i et interview med Vice har betegnet sig selv som "til venstre for de venstreorienterede" – og altså et helt andet sted end Trump – har på sin Twitter-side delt en anti-racistisk, religiøs tekst af pave Pius XI fra 1937 rettet mod det tyske nazi-styre.

 

Dummy har forgæves forsøgt at få en kommentar fra både Ariel Pink og John Maus.

LÆS OGSÅ: Her stormer guitaristen Kongressen – deltager i det voldsomme oprør

ANNONCE