Nyhed

Roskilde Festival starter kampagne for morgendagens stjerner – lancerer app

GAFFA.dk – alt om musik

Oplev koncerter med upcoming-navne fra 2020-plakaten i Augmented Reality

Der blev som bekendt desværre ingen Roskilde Festival sidste år – det ser lidt lysere ud i år – og derfor fik de mange vækstlagskunstnere, der skulle have optrådt på de to upcoming-scener Countdown og Rising, ingen lejlighed for at vise sig frem for deres måske største og mest nysgerrige publikum til dato.

For at støtte kunstnerne har Roskilde igangsat kampagnen Sounds Like Roskilde. For to uger siden udgav festivalen det firdobbelte vinylbokssæt Sounds Like Roskilde med hovedparten af de kunstnere, som skulle have optrådt på festivalens upcoming-scener sidste år. Bokssættet gik lige ind på førstepladsen på vinylhitlisten og er nu næsten udsolgt. Overskuddet fra salget går direkte til de medvirkende kunstnere.


LÆS OGSÅ: Roskilde Festival sætter fokus på vækstlaget – udgiver vinyl-bokssæt

Nu følger festivalen op med app'en Sounds Like Roskilde. Den består af nye koncertoptagelser med otte af kunstnerne fra sidste års upcoming-del af Roskilde Festival, blandt andre Kaaliyah, JJ Paolo, Rune Bagge, Greta (billedet), Tuhaf og Ydegirl, som alle kan opleves i Augmented Reality.

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:


”2020 er året, alle vil huske for corona, men i virussens slipstrøm er især de kunstneriske vækstlag i risikozonen for at blive glemt. Det kan skade den musikalske fødekæde i mange år fremover, og derfor har vi søsat kampagnen Sounds Like Roskilde for igen at bringe kunstnerne ud til publikum.”

Han fortsætter:

”Alle kunstnere er valgt, fordi de viste stort potentiale forud for sommeren 2020. Det potentiale blev som bekendt ikke forløst. Vi håber, at vores deltagere vil hjælpe os med til at give de nye kunstnere scenen tilbage ved at lytte til musikken, downloade app’en og dele deres koncertoplevelser med vennerne. Trods afstandskrav kan vi alligevel være fælles om musikalske oplevelser, og det tror jeg, at alle har brug for lige nu. Sammen kan vi give kunstnerne den opmærksomhed, de fortjener.”


Velkendte navne som Baby in Vain, Benal, Jada, The Minds of 99, MØ, Nephew, Phlake og Silvana Imam har alle optrådt på Roskilde Festivals mindre scener, inden de fik deres store gennembrud.

Download app’en Sounds Like Roskilde på roskil.de/app

Læs mere om vinyl-bokssættet på roskil.de/vinyl

Læs portrætter af alle vækstlagskunstnerne på roskil.de/soundslikeroskilde

ANNONCE