Nyhed

VIDEO: Christopher og svenske Clara Mae er fortabt på åbent hav

GAFFA.dk – alt om musik

"Hvilket sted kan man være, hvor man ikke kan stikke af eller gå sin vej?"

Christopher skyder 2021 i gang med en ny single, balladen "Good to Goodbye", en duet med den svenske sanger Clara Mae. Samtidig offentliggør han en stemningsfuld video til sangen, hvor han og Clara Mae er fanget og fortabt på åbent hav.

Om sangen og samarbejdet fortæller Christopher i en pressemeddelelse:


”Sangen handler om at være i et turbulent forhold, hvor det går op og ned. Man går fra at være mega hot og in love til at være fra hinanden. For mig, når man er meget på tour og meget væk fra hinanden, så skaber det virkelig nogle gnidninger nogle gange – fordi man ikke står over for hinanden, og det bliver meget sværere at kommunikere. Det er så mega fedt, at Clara Mae er kommet med på denne her sang.

Han fortsætter:

"Hun lægger den vildeste vokal og fangede totalt sangens tema og har skrevet et stærkt vers, der kun gjorde sangen meget bedre. Da vi sad og brainede på, hvordan vi kunne lave en video, der indkapslede, hvad den her sang handler om, blev jeg fanget af spørgsmålet: Hvilket sted kan man være, hvor man ikke kan stikke af eller gå sin vej? Og det er jo vitterligt, hvis du er fortabt på åbent hav og sammen er fanget på en tømmerflåde med kun vand og hinanden som ens nærmeste livline.”


Sangen er skrevet og produceret i Sverige, hvor Christopher har arbejdet sammen med den svenske indiepopsanger Violet Days. Clara Mae kom i betragtning, da hun ad flere omgange har arbejdet sammen med Violet Days, og da nummeret tog sin form, stod det klart for dets skabere, at sangen ville stå endnu stærkere frem med en kvindelig artist til at fortælle sin del af historien. Valget faldt hurtigt på Clara Mae, der fortæller følgende i en pressemeddelelse:

”Jeg blev mega begejstret, da jeg hørte, at Christopher havde lyst til at have mig med på sangen. Han synger helt vildt godt, og jeg vidste, at vores vokaler ville passe super godt sammen. Da jeg hørte om konceptet for sangen, kunne jeg med det samme relatere til det. Som sangskriver er det super vigtigt for mig at få mit perspektiv med på sangen, så jeg tog den helt ind og gjorde den personlig og skrev mit vers. Det er altid svært at give slip på en, du elsker, og nogle gange føles det at miste personen værre end at blive sammen, selvom man ikke er glad. Men man må ikke blive i noget, bare fordi man er bange for at blive ensom.”

Sidste år fik Christopher to store hits med "Ghost" og "Leap of Faith", hvor førstnævnte endda blev den mest spillede danske sang på dansk radio og også var nomineret til en Danish Music Award i kategorien "Årets danske radiohit". I Sydkorea toppede han den lokale hitliste med sin optræden på sangen "Bad Boy" med den koreanske popstjerne Chung Ha.


Det er i år 10 år siden, Christopher debuterede med singlen "Against the Odds", og på den tid har han opnået intet mindre end 1,5 milliarder streams på verdensplan, ikke mindst takket være stor succes i Kina, hvor har toppet den kinesiske musiktjeneste QQ Music hele 11 gange. Herhjemme er alle hans singler indtil videre 22 singler gået enten guld eller platin.

Christopher har også optrådt på store festivaler i Thailand, har haft top 10-placeringer i Taiwan, Korea og Singapore, nåede en 29. plads på den tyske airplay-hitliste i 2019 med "Irony", og i februar sidste år nåede han at tage på sin første europæiske turné og optrådte i blandt andet Tyskland, Frankrig, Holland, Polen og Schweiz inden den store corona-nedlukning.

Clara Mae har også god gang i karrieren, og hendes sange er samlet streamet mere end 270 millioner gange.  

LÆS OGSÅ: CHRISTOPHER-ANMELDELSE: Jesus med charme, maveskind og lækre nudler

ANNONCE